mandag den 9. juli 2012

Farvel Ghana

Den sidste tid i Ghana er gaaet frygtelig staerkt og vi rejser imorgen!
der er ikke mere at sige end tak for et Fedt halvt aar paa godt og ondt. Jeg vil savne Ghana og de mennesker jeg har moedt her. Det bliver ikke uden Taarer vi siger farvel imorgen!!

..................... Nina

søndag den 3. juni 2012

Aact fondraising og arbejde

Hej alle. 3 juni og kun tre uger til mine forældre kommer!! nedtællingen er begyndt:D
Livet i Accra fortsætter sin vante gang. for første gang begynder jeg at have lidt stress over tid, skolearbejde og pædagogisk projekt, for nu går tiden stærkt. Heldigvis mangler jeg kun 2 gange af mit skb projekt, og efter jeg skiftede klasse og barn på praktikstedet har mit fokus været, ikke at lave alt for store planer, men følge de læringsmål der i forvejen er lavet for Jeff, og så lave lidt ændringer og forslag hen af vejen.
selvom jeg ikke skal være lærer, så er jeg blevet lidt fanget af at undervise Jeff. Jeg syntes det er rigtig spændende, lærerigt og sjovt. og vi lære noget begge to. de mål der er sat er for eksempel at kunne alfabetet,  store og små bogstaver, tælle til fem og lære hvad penge er. For at sætte mit eget præg på de mål der er sat og tilpasse dem lidt efter hvad jeg føler er vigtigt- prøver jeg at lære ham alfabetet lidt ud af kontekst, så han forstår hvad bogstaverne er og kan se dem hver for sig. PT lære de alfabetet som en remse og kan det udenad, men tager man et bogstav ud af rækken, aner de ikke hvad det er. det samme gælder tal. men Jeff er meget lærernem så det er fedt at man kan mærke en udvikling fra gang til gang. vi har enten tal, bogstaver i perioder så børnene også når at blive lidt kendt med opgaven. den anden dag forslog jeg Mr mausi en metode til at lære store og små bogstaver ved at skulle matche dem, så det visualiseres at A a er samme bogstav- nogen gange er det nemmere når man kan se det for sig. derfor prøvede jeg først med et slags spil hvor hele alfabetet er der i store og små bogstaver, og så skal de matches med velcro. det fandt jeg så ud af var alt for nemt og selvom man kunne hæve niveauet lidt ved at tage bogstaver ud af rækken, så lavede han det flere gange uden problemer. næste projekt må være om han kan huske det og om han kan uden spillet.
I min klasse er der startet en ny caregiver og en nurse. den første uge var den nye caregiver Grace helt stille- sagde ikke et ord og virkede meget genert. den anden Yvonne virkede ret dygtig og virkede som om hun vidste noget om børn med autisme. ugen efter begyndte yvonne at styrre totalt. når vi har Art timer, hvor børnene har mulighed for at lave noget kreativt og bruge deres sanser og fantasi, tager hun helt over. børnene skulle klippe, klistre en konvoulut og male den bagefter- hun lavede alt for sit barn. Jeanet og jeg har ellers virkelig arbejdet på, at caregiverne skulle være tålmodige og lade deres børn lave opgaverne selv, og selv kun være på sidelinjen og hjælpe hvis de har brug for det. Men efter Yvonne lagde ud med at gøre det hele selv, er de nu blevet ok i klassen- det er lidt svært at vurdere hvorvidt man skal begynde en diskussion igen, når der er så kort tid tilbage, og på den anden side, burde man netop derfor tage diskussionen op, og håbe at det betyder at de vil tænke over det. Det er jo ikke For caregivernes skyld at der er timer!!!! Grace ændrede sig også totalt efter en uge- istedet for at være totalt stum skælder hun nu ud hele tiden. efter at hun et par gange havde rettet på en dreng- Adum- selvom han virkelig prøvede at gøre hvad hun bad om, spurgte jeg helt neutralt hvad hun havde lavet før, om hun havde arbejdet med børn og især bø'rn med autisme. Hvilket ´hun ikke har. det undre mig bare, når ledelsen siger, at de bruger tid på at introducere deres caregivere så de ved hvad autisme er. Jeg syntes det er en katastrofe at sætte en caregiver på et barn, der ikke aner hvorfor han agere og reagere som han gør. han bliver rettet på for at opføre sig som autist. Adum må jo være totalt forvirret og frustreret, for han får ikke ros når han gør det rigtige, derimod skæld ud- hvad er pointen så at gøre det rigtige? Jeg spurgte lidt neutralt en i ledelsen hvornår de nye skulle introduceres- og så er det muligt jeg bliver upopulær, men det kan jeg godt leve med en måned mere, men jeg kan ikke leve med at den dreng bliver behandlet så uretfærdigt!
Bortset fra det er vi næsten færdige med at samle penge ind til Aact. vi har lavet en fondraise så vi kan give Aact en ny legeplads. den legeborg de har pt, er så ødelagt at den ikke er sikker for børnene at lege på. hvilket betyder at de tit bliver holdt indenfor i pauserne. Hvilket gør det næsten umuligt for dem at koncentrere sig resten af dagen, hvis de ikke har haft lov til at få lidt fred, få leget og brugt noget energi. hvis der er penge nok, er planen at der også skal være penge til at få lavet træfigure af dyr, som skal pynte selve gården og murene omkring Aact og derudover kan bruges i timerne til at snakke om forskellige dyr og farver, forhåbentligt får vi også råd til at sætte tre stolper op, med hængekøjer i, som kan bruges som afslapning, sjov men som også er rigtig godt til at styrke børnenes balancesans!
Derudover har jeg indset at specialiseringsopgaven ikke bliver lavet færdig hernede- vi har ikke noget sted vi kan sætte os hen og arbejde, og altså ikke ro til at koncentrere sig, så i stedet for at blive alt for stresset over en opgave jeg ikke føler jeg har en chance for at lave- må den laves færdig når jeg kommer hjem!

Det var alt herfra:)

Cape Coast, Elmina og Kakum Regnskov


Siden sidst!

Efter jeg startede i den nye klasse og er blevet caregiver for en ny dreng, er det gået rigtig godt. Det er en fin klasse, hvor jeg virkelig kan begynde at arbejde med noget af det jeg gerne ville. Projektet med skb, som jeg bruger i deres exercise timer, med at lave forhindringsbane og lege med faldskærm fungere rigtig fint. Til forhindringsbanen er caregiverne blevet bedre til at følge og lede børnene, og efter at have prøvet det et par gange, ved børnene nu også mere, hvad vi gerne vil have dem til, og de virker til at syntes det er rigtig sjovt. Til begge aktiviteter støtter det fællesskabet, og udover hvilke motoriske evner og sanser børnene kan udvikle gennem aktiviteterne, er begge dele også for sjov. Forhindringsbanen havde caregiverne selv sat op en dag jeg havde studiedag, og det opfatter jeg som, at de syntes det er en sjov og nem måde at have exercise på!

Udover arbejde, var vi på tur til cape coast i weekenden, hvilket virkelig var en succes! Det var for det første rigtig spændende at opleve fortet hvor slavehandlen foregik, og samtidig virkelig skræmmende at være et sted med den historie. Man gik lidt med en konstant knude i maven. Efter fortet og en tur til elmina, der er en by opbygget af portugiserne og hollænderne(så byen virker helt sydlandsk i atmosfæren pågrund af blandingen af deres arkitektur og den afrikanske) tog vi ud til et hotel hvor restauranten lå på pæle i en sø med krokodiller. Det var lidt sjovtJ derudover var det også bare rigtig dejligt at komme lidt væk og få lidt fred og roJ om søndagen kørte vi til kakum, der er en regnskov hvor man går på hængebroer oppe under trætoppene. Vildt angstprovokerende da hængebroerne knirkede og var helt smalle. Heldigvis var der små podier mellem hængebroerne i træerne, hvor man lige turde kigge ned og udover skovenJ trine og jeanet blev så rolige ved det, så de tog en tur tilJ
fortet i cape coast



 slottet i Elmina
og Elmina by

Kakum regnskov




Ellers er det dejligt at vi kan mærke at der ikke er lang tid igen. Selvom det stadig er en fed oplevelse, er det også hårdt at være her, og man begynder at glæde sig til at komme hjem. Mine forældre kommer d. 21 juni, hvilket der kun er lidt over en måned til. Når de har været her 16 dage, har vi 4 dage inden vi tager til kenya og tanzania på safariJ selvom man skal huske at glæde sig over at være her, syntes jeg det er nemmere, når man kan mærke at der ikke er langt igenJ

Min fod er også blevet meget bedre- det er sååååå godt at kunne deltage sammen med de andre igen, selvom der nok går lidt tid inden den er helt godJ

Det var alt herfra- bye bye Fra Ghana- glæder mig til at komme hjemJ

tirsdag den 1. maj 2012

ny hverdag på Aact


Ny hverdag på Aact!!

Efter grundige overvejelser med ledelsen, mine medstuderende, min mor og mig selv, er jeg flyttet over i en anden klasse og stoppet arbejdet med Nathan. Jeg måtte desværre erkende mine egne begrænsninger og se i øjnene, at selv med de bedste intentioner, var det en for stor opgave. Jeg følte jeg stod meget alene med ham, og havde ikke nogen sparringsparnere eller vejledere, og så følte jeg bare ikke jeg var uddannet nok til opgaven heller, hvis jeg skulle stå med det alene! Mine overvejelser var selvfølgelig, om det var til Nathans bedste at jeg arbejdede med ham, hvis de metoder jeg fandt mest rigtige, alligevel blev modarbejdet når jeg ikke var til stede, og heller ikke ville blive efterlevet når vi er rejst om tre måneder. Det forvirrer højst sandsynligt mere end det gavner ham. Derfor er jeg startet i klassen over med de børn der er lidt ældre. Der skal jeg være med en dreng der hedder Jeffery. En meget glad men lidt genert dreng, der griner hele tiden og elsker at spille bold- i alle afskygningerJ det glæder jeg mig rigtig meget til at fortsætte med. Den første uge er ihvertfald gået rigtig godt. Mine mål med ham, er foreløbigt at han skal lære alfabetet og bogstaverne uafhængige af hinanden, stave sit eget navn, genkende tal, store og små bogstaver, og så vil jeg forsøge at lærer ham hvad et spørgsmål er. Altså hvordan et spørgsmål lyder, så han ved når han skal svare på et. Meget læring der foregår nemlig ved remser og gentagelser, hvilket betyder, at børnene ikke forstår det de har lært, hvis det tages ud af konteksten. Så overordnet følger jeg meget de mål, institutionen har sat, jeg vil bare forsøge at gøre det mere håndterbart, så han forstår hvad han lærer.

Derudover er jeg startet på mit SKB projekt, der også er en del nemmere at gennemføre med lidt ældre børn. Projektet vil foregå i deres exercise timer, og har fokus på motion, styrke, sociale færdigheder, styrke af sanser, motorik, balance, samarbejder, bevidsthed om egen krop og forståelsen af turtagning. Timen starter med leg med faldskærm hvor alle er med til at holde fast i faldskærmen, og så kommer hvert barn ind og sidde i midten mens der bliver lavet bølger, løbet rundt og man kan alle sidde inde under faldskærmen. Legen med faldskærmen skal styrke; fællesskab, inklussion, labyrintsansen, fin og grov motorik, balance, leg, oplevelse og så er det bare rigtig sjovt. Efter faldskærmen er der en forhindringsbane børnene skal igennem med deres caregivere. Der skal børnene over og under en forhindring. De skal lave slalom på et løbehjul mellem stole og tilbage samme vej. Dette skal styrke fællesskab, være inkluderende og i børnehøjde, det skal styrke labyrintsansen, fin og grov motorik, balance, leg og oplevelse, sjov, og de tre Læringsstile- gå foran, ved siden, bagved barnet. Med Jeanet som assistent og sparringsparner, kan jeg også lære hvordan min rolle som igangsætter er, og diskutere med hende, hvad jeg kan gøre anderledes og hvad der evt fungerede og ikke fungerede.

Det er et rigtig fint projekt der er overskueligt, men som er meget SKB orienteret, og det er fedt at bruge det vi har lært i praksis. Da vi lavede det første gang, fik det god støtte fra ledelsen og de syntes vi skulle fortsætte projektet, så det har indtil nu været en rigtig god oplevelse.

Derudover er der i dag tre måneder til hjemrejsen. Tiden flyver afsted i AfrikaJ det var alt herfra

fredag den 13. april 2012

Fra Accra til Mole og tilbage- THIS IS AFRICA

Saa kom tiden endelig hvor det blev min tur til at komme lidt ud! Turen gik til nordghana, Mole Nationalpark og tilbage gennem Kumasi. Undervejs stoppede vi ved monkeyvillage, hvor aberne rent ud sagt bor side om side med folk i byen. Efter en overnatning koerte vi videre til et vandfald mere nordpaa, og saa gik turen til Mole nationalpark, hvor vi skulle overnatte 3 gange. Paa turen derop, fik vi set det rigtige Afrika, hvilket Accra ikke har saa meget med at goere. De faa ressourcer de lever af var saa overraskende. udefra set, saa det ud som om, at meget af deres tid hver dag gik med at hente ting til madlavning, hente vand, lave mad, sove og spise mad og ellers sidde i skyggen. Det er ikke for at forsimple deres livsstil, men det er meget anderledes end den stressede hverdag vi er vandt til derhjemme. Derudover er jeg overbevidst om, at det er sundt at se, at denne livstil er mulig, og forhaabentlig kan et kig til denne kultur, vaere med til at give en et nyt perspektiv paa ens egen hverdag hjemme i danmark!
Jeg kunne desvaerre ikke deltage i safari i Nationalparken, men var saa heldig at der to af dagene var elefanter lige neden for bakken, saa vi kunne se dem mens vi spiste morgenmad!:) 3 dags morgen, koerte vi videre til kumasi, Ghanas naest stoerste by efter Accra og overraskende anderledes! Byen er meget groennere og bygget og om bakker og bjerge, naesten helt sydlandsk.

I Kumasi saa vi fortet der blev brugt til at forsvare kumasi mod englaenderne, og derefter Ashanti paladset hvor vi hoerte meget historie om ashantiriget og hvor meget inflydelse de har. Ashantifolket er et stammefolk opstaaet i vestafrika, og har op gennem tiden tilkaempet sig meget magt i Ghana. Deres religion er meget spirituel og overnaturlig, selvom det hedder sig de hovedsageligt er muslimske og kristne. Under kolonitiden blev de af briterne opfattet som et af de mest civiliserede folkefaerd i Ghana. idag har de hovedsaede i Kumasi og har stadig stor indflydelse i Ghana- isaer paagrund af deres ressourcer. Det var lidt historie jeg syntes hoerte med da jeg selv syntes det var rigtig spaendende at laere om!
                                                                                                       ashanti konge

det var alt Fra Bumletursseeightseeing turen:D

Generelt- Fantastisk tur!!

 Nu er vi tilbage til hverdagen i Accra, og vi har naesten savnet den og ikke mindst de andre:D jeg glaeder mig ogsaa til at komme tilbage paa arbejde, se Nathan og starte vores interwievs til den tvaerprofessionelle opgave, det bliver spaendende at laere om hvordan og hvorvidt de professionelle udnytter hinandens forskellige kompetencer paa Aact!!

Det var alt herfra, rigtig god weekend til alle:D

mandag den 2. april 2012

fortsaettelsen!!

Efter den tragiske oplevelse var det lidt maerkeligt at vaere paa arbejde. caregiverne mente at jeg var for bloed overgfor Nathan, og at deres metoder var meget mere effektive, derfor tog jeg en dag paa sidelinjen for at obserevere hvordan de saa mente var den rigtige maade at goere det paa. dette var saa aabentbart, at lade Nathan ligge hen over caregiveren som en sofa, og kun bede ham saette sig op naar det var hans tur i timen, og i sidste time, at saette ham i en stol med klap for, saa han ikke kan rejse sig! tjaa, saa kan jeg jo godt forstaa at det hele gaar som smurt! TSK.... Onsdag kom tre Laeere/ specialister i autisme Fra colorada, USA. De underviste caregiverne og deres foraeldre i autisme og hvordan man kan arbejde med boern med autisme. de gav dem rigtig mange konstruktive metoder, og sad med flere af boernene og deres caregivere og screenede dem. Idag, mandag har vi arbejdet med Nathan. De bruger meget paycheck, altsaa at give boernene beloening for deres arbejde. de starter med at finde hvilket f.eks legetoej boernene finder mest interessant, og derefter hedder det, foerst arbejde, saa legetoej. For nogen af boernene fungere det bedst at sidde med genstanden mens de arbejder, for at kunne holde fokus paa arbejdet. for andre fungerede det med f.eks 1-2 minutters arbejde og saa 1-2 minutters leg. nogle boern valgte ogsaa at tage en loebetur som paycheck, hvilket jeg finder meget positivt. pointen er, at man med tiden ville kunne noejes med at give en pause eller f.eks high five som paycheck. For mit vedkommende, var det vigtige at caregiverene fik oejnene op for denne maade, og forstod at boernene IKKE kan side stille og arbejde 1 time i traek! Jeg er dog ikke uddannet nok til at vide, hvorvidt dette er den rigtige metode, og kan heller ikke stille mig helt ukritisk, men i forhold til caregivernes alternativ, fungere det rigtig fint for nu.
Tilbage til arbejdet med Nathan. Han fandt hurtigt en bog med masser af farver og billeder, som han blev meget glad for. De startede med at introducere give and take. Altsaa at han fik lov at have bogen i de 1-2 minutter, saa taeller man ned fra 5 og tager bogen. Nathan skulle saa sige book, for at faa bogen tilbage. imens skal man hele tiden fortaelle hvad man goer. det tog lidt tid foer han havde tillid nok til at stole paa, at han ville faa bogen tilbage, men hurtigt fangede han pointen, og arbejdet blev svaerere. Jeg troede egentligt at han var smartere end hvad kom til udtryk under screeningen, men jeg er sikker paa at han laere hurtigt, og ved hjaelp af gentagelser, tror jeg hurtigt man kan saette niveauet lidt op. Han havde isaer svaert ved at matche billeder, men det er fordi at han ikke kigger paa billedet man viser ham. derfor taenker jeg, at ved at gaa foran og vise helt bogstaveligt hvad man selv kigger paa med fingrene og oejnene, og vise ham hvad han skal se paa, saa haaber jeg han hurtigt fanger det. Vi har hvertfald faaet meget ud af deres besoeg, og Jessie, en af dem, var paa centret i 10 uger for to aar siden, og lavede et kaempe stykke arbejde- desvaere er meget gaaet i glemmebogen, men hun fortalte ogsaa, at siden hun var der, har de alligevel gjort et godt stykke arbejde og taget meget ved laere. Saa det maa jo vaere positivt:) Vi var ude at drikke en oel med amerikanerne fredag, jessie var med til vores fest loerdag og vi spiste middad sammen soendag, saa det har vaeret rigtig sjovt at moede dem. Baade for at hoere om deres skole for boern med autisme, men ogsaa deres metoder, og saa udnytte dem lidt mht hvordan man kan arbejde med Nathan:) hvilket de heldigvis gerne ville hjaelpe med:)

I denne uge vil jeannet og jeg begynde at interwive caregiverne til vores tvaerprofessionelle opgave, spoergsmaalene er udarbejdet, saa nu skal der bare findes tid. Det bliver rigtig interessant at finde ud af hvordan de arbejder tvaerprofessionelt, og eller om de overhovedet goer det:)

Ellers var der fest loerdag for os alle sammen. vi havde lejet et lokale i en bar der ligger naesten ved siden af guesthouset. Det var en super fest, alle var glade og hyggede sig og det var bare rigtig godt at have det sjovt sammen allesammen. Isaer naar arbjedet traekker taender ud en gang imellem:)!!

Fredag tager vi paa tur den naeste uge, rundt og se andet i Ghana end lige Accra:)

Det var alt herfra:)

tirsdag den 27. marts 2012

den Vaerste arbejdsdag so far- forhaabentligt den sidste af slagsen!

Fredag d.23 marts, blev den hidtil vaerste dag paa Aatc. To boern leger paa legepladsen, paa grund af manglende opsyn fra caregiveres side, skubber den ene dreng den anden ned fra legetaarnet i sandkassen, fordi han var paa hans plads. Drengen falder ned paa noget cement- flaekker tungen, flere taender, kaeben er loes og han skulle syes paa hagen. Da caregiverne finder ud af hvad der er sket, er der totalt kaos. Jeanet har allerede faaet drengen ud paa badevaerelset for at rense saar, men han bliver revet fra hende, og lynhurtigt er der 10 caregivere (der selvfoelgelig lader de boern de selv er caregivere for alene) omkring ham, der holder ham fast, for at se hvad der er sket. drengen spjaetter og sparker for at komme vaek, men bliver holdt nede. Da de ikke kan holde ham stille nok, til at at give vand -paa og decinficerengspulver, kaster de foerst vandet og derefter decinficeringspulveret i hovedet paa ham. Drengen der havde skubbet, bliver samtidig revet med ind i klassen, hvor hans caregiver begynder at raabe at han skal se hvad han har gjort ved den anden dreng(det er et kvarter efter ulykken er sket) hvorefter han begynder at give ham knytnaever i maven og lussinger. Jeg kunne paa ingen maade tige stille og reagerede muligvis ikke hensigtsmaessigt, men raabte med det samme til caregiveren at han paa ingen maade kunne tillagge drengen skylden og paalaegge ham at det var med vilje for at skade at han skubbede. Drengen er autistisk og den anden havde taget hans plads- det er klart han reagere, og i princippet er det caregiverens fejl, at han ikke var der for at forebygge den slags uheld. Hele haendelsen stod paa halvanden time, inden de koerte drengen paa hospitalet. Inden vi fik fri, gik jeg ind til en fra ledelsen(den eneste der var til stede) og snakkede med hende om, hvordan de normalt tackler den slags situationer, og om de ikke har retningslinjer og regler for om de maa slaa boernene. Jeg kommenterede ogsaa, at vi alle gaar rundt med Tshirts, hvor der staar -if you could see what i see, hear what i hear, feel what i feel, you would know whats its like to have autism-. Men alligevel, saa behandler caregiverne dem som om de ingen diagnose har, og intet handicap har!! Hun svarede at hun var meget enig, men at caregiverne glemmer, selvom ledelsen holder mange moeder med dem, om netop dette. hun sagde ogsaa, at det paa ingen maade blev accepteret at slaa bornene, og at de var noedt til at snakke om hvordan de haandtere saadanne situationer, for der var totalt kaos. de andre boern skulle side stille i klasserne i den halvanden time uden at faa noget at tage sig til. Efter snakken med hende fra ledelsen, gik jeg ind i klassen, hvor to caregivere sad og lavede haar, mans 12 boern mere eller mindre rasserede klassen og hinanden. der var det 20 min til at vi havde fri, men Jeanet og jeg, ville tage legetoej ud, saa boernene havde noget at tage sig til. til det svarede caregiverne, at der jo kun var tyve minutter, og at det kunne ikke betale sig og de gad ikke at ryde op. Vi gjorde det selvfoelgelig bare alligevel. boernene var jo helt rundtossede af at sidde stille. Mandag holdt vi moede med ledelsen om haendelsen fredag. De var selv enige i, at det ikke maatte ske overhovedet, og at de ikke billiger at caregiverne slaar. efter det, foerte de samtalen i en lidt anderledes retning. nemlig paa, at vi skulle taenke over, ikke at lege saa meget med boernene, saa de bliver beskidte, og at vi er for soede ved dem og at de loeber om hjoerner med os. problemet er, at foraeldrene klager til ledelsen og kan finde paa at tage deres boern ud. Saa pointen var, at vi egentligt mere eller mindre skal blende mere ind. Vi blev efterfoelgende meget frustrerede over, hvad der saa er forventet af os, om de er utilfredse med os osv osv. derfor bad vi om et moede mere, hvor de forklarede at det ikke er fordi vi goer noget forkert, men at vi er noedt til at lave tiltag og aktiviteter der gavner boernene, og det vil helt klart ikke gavne dem at blive taget ud at sat i en normal skole. Det argument er jeg meget enig i, men samtidig syntes jeg det er tragisk, at institutionen er nodt til at slaekke paa deres egne retningslinjer, fordi at foraeldrene ingen viden har om autisme, og ikke er til at snakke med!

Idag tirsdag har jeg saa fundet ud af, at jeg maaske ikke kan fortsaette med Nathan som fokus, for de vil have at jeg er meget mere kontant overfor ham. Idag har bare vaeret total magtkamp, og flere gange maatte jeg kapitulere- det gik over min graense for, hvordan jeg vil vaere som paegog og menneske. Problemet er, at Nathan er vandt til den haarde tone, derfor hjaelper mine metoder nogen gange, men nogen gange ikke. Naar de ikke virker, aner jeg ikke hvad jeg skal stille op, og jeg bliver rigtig ked af, at finde mig selv, goere ting jeg vitterligt ikke har lyst til. problemet er, at hvis jeg ikke er sammen med Nathan i timerne, er en af de andre caregivere, og de er tilgengaeld meget haardere! Saa hvad er vaerst!!???

Jeg afleverede min smadrede computer til Anthony igaar, og han sagde, at hvis de havde en skaerm, ville det maaske kun tage et par dage at reparere. Det ville vaere dejligt at slippe for internetcafeen:)

I weekenden maatte jeg alligevel sige fra til turen til hohoe. Min fod er ikke i orden endnu, og jeg vil ikke ricikere fravaer paagrund af en weekend. selvom de andre sagde det var skoent at komme lidt vaek. tilgengaeld skal vi paa tur en uge i starten af april, det kan jeg glaede mig til i stedet:)!!

Det var alt herfra

Bye Bye

mandag den 19. marts 2012

optimistisk eller naivt!!??

Saa Blev Nathans caregiver fyret, hvilket efterlader mig med ret meget ansvar. Udover mig, er der sat to caregivere paa skiftevist, hvilket jeg har det lidt ambivalent med. For det foerste er det to ret skrappe damer, som jeg personligt mener er for haarde til en dreng som Nathan, for det andet, er der simpelthen ikke plads i klassen, og de sidder helt oppe i nakken paa ham, og hvis jeg proever at have en lidt paedagogisk tilgang til ham, bliver det tit overfuset af dem, der tydeligvis mener at drengen forstaar det naar de raaber og holder ham fast. Jeg er uden tvivl noedt til at snakke med caregiverne i klassen, om hvordan tilgangen og tiltagende skal vaere overfor Nathan, for det maa vaere saa forvirrende for ham. Jeg vil proeve at tale med dem om, at vi maa arbejde som et team og ikke modarbejde hinanden, da det vel for alles vedkommende, handler om at goere det bedste for Nathan. Derudover er jeg begyndt med nogen smaa opgaver sammen med ham. Min opfattelse er, at han er totalt understimuleret, og decideret keder sig i timerne, hvilket selvfoelgelig ogsaa kunne vaere aarsag til hans frustrationer og adfaerd.  jeg er blevet opmarksom paa en metode eller et system der kaldes pecks, picture exchance communikation system, der er et system hvor barnet for eksempel for sat to muligheder op. vil du have vand eller juice, og saa skal barnet pege paa sit valg. dette ville give en rigtig god mulighed for at kommunikere med Nathan, saa jeg vil snakke med dem paa Aact om det er en metode de kender, og at jeg vil forsoege at bruge den sammen med Nathan. Jeg vil selvfoelgelig vaere noedt til at saette mig ordentligt ind i metoden, men som optimist ser jeg en god mulighed for kommunikation.
I weekenden skal vi paa tur til Ho hoe. det bliver en koeretur op i bjergene til vandfald, en abeby og et bjerg. Glaeder mig rigtig meget til at komme lidt vaek og se noget andet! fortsaettelse foelger
Saa er internettet ved at udeloebe paa netcafeen, saa lidt hurtigt blogskrivning!

Bye Bye

mandag den 12. marts 2012

Institutionsbeskrivelse og læringsmål ligger under obligatoriske elementer!

onsdag den 7. marts 2012

INDEPENDENCE DAY OG ARBEJDE

<-- fredagssang     Nathan på legepladsen med sin caregiver-->
Mandag startede jeg for alvor arbejde igen, det havde jeg virkelig savnet! Jeg havde savnet at være på arbejde på Aact, savnet børnene og mange caregivere og det var en dejlig modtagelse jeg fik! drengen Nathan jeg til dels skal være caregiver for, var lidt afvisende da jeg kom, men da vi så havde morgensamling hvor der synges og danses, kom han hen til mig! i løbet af dagen har børnene forskellige timer, og især til en time overraskede Nathan mig. hans anden caregiver var ikke i klassen til at skælde ud og holde ham fast, så Nathan var fuldt koncentrert og deltagende i timen. jeg var meget overrasket over hvor meget han egentligt kunne, for jeg har ikke før hørt ham sige et ord, kun formet ord uden lyd med munden. i mandags kunne han hele alfabetet og sige hvordan alle bogstaver lyder, mens han smilede stolt til mig når han gjorde det rigtigt!han fik selvfølgelig en masse ros. de sidste 10 min af timen kom hans caregiver ind, satte sig helt tæt op bag ved ham, med et greb i hans bukser bagpå, så han ikke kunne flytte sig, og den anden hånd holdt stramt i hans arm. dette resulterede selvfølgelig i at nathan vred sig, så caregiveren holdt strammere fast og nathan vred sig endnu mere. heldigvis fik nathan tur igen, så caregiveren måtte slippe. han skulle pege på alle bogstaver i alfabetet i rigtig rækkefølge. caregiveren tog hans finger og skulle til at føre den rundt, men lærerinden slog hans hånd væk, og så kunne Nathan jo selvfølgelig sagtens selv, plus at han blev siddende stille på stolen. derefter stoppede caregiveren med at holde fast, men sad i stedet og hvilede sit hoved på nathans hoved, mens han havde armene rundt om ham. derudover blev han ved med at ville have Nathan til at svare på alle mulige spørgsmål han selv stillede og hviskede ham i øret, og når Nathan ikke svarede, fordi han fulgte med i timen, fik han skæld ud for det. Jeg blev så vred og frustreret så jeg efter timen måtte snakke med Lærerinden om det. Det er ikke så underligt at drengen er totalt forvirret og frustreret når han konstant holdes fast, og der bliver forlangt så modstridende krav af ham. Det må være svært at finde ud af hvornår man gør det rigtige, når man får skæld ud lige meget hvad man gør. Læreinden gav mig ret og sagde at jeg endelig måtte sige noget til ham, og at han gør det i uvidenhed, men at hun var enig i at det på ingen måde er ok. Efter snakken, fik jeg for første gang, Nathan frivilligt med ud på badeværelset for, at vaske hænder inden frokost, da vi står og venter ved håndvasken og Nathan lige stikker hovedet udenfor, kommer hans caregiver og slæber ham ind i klasselokalet. jeg stod helt paf, manden har åbentbart ingen øjne i hovedet, og jeg måtte tilbage og forklare ham, at vi faktisk var ved at vaske hænder, og at Nathan intet forkert havde gjort. Det sagde han så undskyld for, og imens var Nathan igang med at tage sine sandaler på mens han gik lidt rundt i klassen. Hans caregiver gik strengt hen til ham, tog hårdt fast i hans arm, så han næsten ikke kunne nå sine fødder for at tage sko på- det var for at drengen skulle stå helt stille.
jeg talte efterfølgende med mr mausi om dagen, og han sagde at det var godt jeg kom på arbejde igen, så jeg kunne tage over. Så jeg håber for Nathans skyld, at vi kan få det til at fungere, og få nogle flere timer hvor han deltager og får ros, istedet for at vride sig på gulvet, løbe væk og få skæld ud!

Efter mødet der blev holdt på Aact, om arbejdsmoral osv, ser det lidt mere fornuftigt ud og min opfattelse er, at de fleste caregivere forsøger at gøre deres bedste. mine medstuderende fortalte dog, at fredag hvor vi besøgte street girls aid, var det gået helt galt. garegiverne havde hele dagen bare sovet, og mr mausi, som jeg ellers har stor respekt for, havde absolut intet sagt. Men jeg tror at ledelsen derude har rigtig mange visioner og tager arbejdet meget seriøst, men desværre for nogens vedkommende, kun i teorien. Især Mr Mausi virker meget kompetent og dedikeret, men samtidig virker det lidt som om at det kun er nogen dage. det lyder rigtig fornuftigt når han snakker, og han er tit inde i klasserne, for at puste lidt liv i lærene og caregiverne, og forlanger at de gør deres arbejde- andre dage siger han ingenting. det resultere i at de, efter line og trines udsagn, sover på legehusets tag.

Tirsdag d. 6/3 fejres der indepence day. derfor har alle fri tirsdag og onsdag og mange tusind var samlet på et stort stadion der er opbygget til netop denne dag. de tre timer det varede gik dog med at vise hele deres militær og så  var der march for politiet, brandvæsnet, fængselsbetjente, flåden, militæret, frøkorpset og forskellige skoler var repræsenteret. Vi savnede lidt musik og dans og lidt historie(selvom vi har besøgt museet) men det var lidt ensformigt desværre.  Det var faktisk lidt en tragisk forestilling, for dem der deltog i paraden faldt som fluer. det lyder overfladisk, men sandt. efter en halv time, besvimmede den første elev, og derefter måtte læger med jævne mellemrum ind mellem rækkerne og hive folk ud der fik det skidt. til sidst var det også de mere garvede fra politiet, flåden osv der blev utilpasse af at stå stille i tre timer i til sidst, bagene sol uden vand, med store uniformer. lidt adspredelse i form af musik og dans, havde måske kunnet forhindre det. det var lidt tragisk at overvære, men det virkede som om, at det skete hvert år, og de var forberedt på det???


Fortsættelse følger:)

søndag den 4. marts 2012

Blog indlæg 5/3
Hello Hello
Under vores forløb her i Ghana skal vi opleve de forskellige praktiksteder vi studerende henholdsvis t arbejder på, for at danne os et bredere indtryk af hvordan de forskellige institutioner fungere. Fredag d. 3 skulle en gruppe af os ud og opleve nogen af de andre studerendes praktiksted, Street girls aid. Street girls aid er en institution, hvor gadepiger kan få hjælp til at få passet deres børn i løbet af dagen, mens de selv arbejder. Det koster pigerne 0,5 cedi pr. dag og de skal selv medbringe bleer til børnenne, har de ikke bleer med, bliver børnene ikke skiftet. Har de ikke penge med, bliver børnene ikke passet. På den ene side syntes jeg, at det er hårde vilkår, men samtidigt kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad alternativet er for disse børn og deres unge mødre. Institutionen kan rumme over 100 børn i alderen ½ år- 12-13 år. Stedet er mildest talt kaos. De caregivere der er, tager sig ikke af bønene, råber lidt af dem, slår lidt når de ikke opfører sig ordentligt, græder eller er irriterende. Ellers får børnene lov til at passe sig selv- hvilket helt naturligt er dømt til at gå galt. Børnene går rundt og agere voksne overfor hinanden og slår hinanden helt uhæmmet. Det var ret voldsomt at overvære. På mit eget praktiksted kan børnene også være rigtig stride og tage hinandens ting og skubbe, men ikke i samme grad.
De sagde derude at det kun er om fredagen der er fri leg(bortset fra en enkelt voksenstyret aktivitet, som vi mistror var mest sat i gang til ære for os, eftersom de studerende der arbejder der fortalte at de aldrig havde oplevet det før) De andre ugedage skulle der foregå noget undervisning, fortalte en leder derude, men ud fra hvad de studerende fortæller, er der kaos hver der, ingen struktur og generelt begrænset voksenstyring. Muligvis voksenstyring på den autoritære måde, men sjældent med et pædagogisk formål.  De studerende fortalte at de bruger det meste af dagen på at gå rundt og trøste det ene barn efter det andet, enten fordi de er blevet slået, er faldet, blevet drillet eller simpelthen fordi de er totalt udmattede fordi de ingen hvile eller ro får.
Den aktivitet de satte i gang var en stafet, hvor  4 børn af gangen kunne deltage, resten skulle sidde stille omkring aktiviteten. Allerede på det tidspunkt, klokken 9.30 faldt flere af de små i søvn i vores arme. Vi sad imens og snakkede om hvad formålet med aktiviteten var, om der overhovedet lå nogen pædagogiske overvejelser bag. Det så nemlig ikke ud som om at de voksne kommunikerede om at få aktiviteten til at fungere. Der er ingen tvivl om, at fri leg og sjove voksenstyrede aktiviteter er en rigtig god ting, men i og med at der ingen tydelige voksne var, begyndte man at blive lidt kritisk overfor deres metoder.
i løbet af formiddagen havde flere af børnene tisset igennem bleen eller rent ud sagt slidt den i stykker, så når man tog dem op, legede med dem eller sad med dem, blev man helt gennemblødt og beskidt. Men jeg har aldrig været så ligeglad før, for vi kunne bare mærke på børnene, hvordan de higede efter omsorg og tryghed, så man tog dem bare op og holdt dem indtil sig- andet var der ikke at gøre. Hvorefter flere af børnene bare faldt i søvn.  Det var en meget ambivalent følelse jeg stod med, efter den oplevelse på street girls aid. Jeg syntes det var spændende at opleve, og det er netop derfor jeg er taget herned, for at få oplevet hvordan disse institutioner fungere, og blive tvunget til at se at det er en realitet at sådan fungere deres praksis her.  Samtidig stod man tilbage med en stor knude i maven, fordi man ikke har en chance for at gøre en forskel for disse børn. Jeg håber mine medstuderende får held med nogen tiltag derude, der er ved at blive sat i gang, men derudover må man se i øjnene at man ikke kan gøre en forskel eller hjælpe dem i min position. Jeg håber meget på, at deres mødre giver dem masser og omsorg og kys og kram, for det var hårdt at se så mange børn blive omsorgssvigtet på en gang. Alt det vi lære derhjemme om, hvor vigtigt det er at børn i den alder stimuleres og udfordres for at opnå  kompetencer og for at kunne udvikle sig og lære, her får disse børn i institutionen nærmest ingen af disse behov opfyldt.
Jeg kan hvert fald sige at jeg er rigtig glad for min praktik på Autism center, selvom forholdene derude også kan være barske, er der en helt anden indstilling til arbejdet og børnene fra ledelsens side, hvilket jeg hvert fald mener er et positivt udgangspunkt.
Sidste weekend fik vi lov til at opleve at Ghanesisk bryllup. Til anledningen havde alle piger fået syet kjoler hos en ghanesisk syerske. Anthony kendte brudgommens bror, og han syntes det var noget vi skulle opleve. Og det var i den grad en oplevelse. Det fungerer selvfølgelig langt fra som i Danmark, både på grund af kulturforskellene, men i særdeleshed især fordi de er så meget mere religiøse end os, der var hvert fald en del tilbedelse og bøn. Samtidig var der totalt  fest i kirken hvor de fleste gik rundt og dansede helt vildt og sang. Der var lige et kvarter efter vielsen hvor brudeparret skulle ind og skrive under, og imens var der bare fri dans. Helt ubeskrivelig stemning. Alle var så glade og havde fantastiske farvestrålende flot tøj på! Efterfølgende var der reception på et hotel lidt derfra, hvor vi også deltog og fik lov at spise med. Rigtig god dag og rigtig god oplevelse!
Herhjemme på vores nye guesthouse er der gået mere eller mindre efterskolestemning i den. Det fungere rigtig fint med at bo så tæt sammen, hvilket jeg ellers havde mine betænkninger omkring. Hver aften sidder vi i gården og hygger og snakker, men der er samtidigt masser plads til at man bare kan sidde på værelset, hvis man vil have lidt ro eller skal lave lektier. Når strømmen går (hvilket den næsten gør hver anden dag) har vi også fundet ud af leve med det. Det er rigtig træls hvis man gerne vil arbejde eller lave mad, men hvis man gør det lidt hyggeligt i mørket, er det næsten bare en charmerende tingJ især når vi sætter kim larsen på og drikker et glas rødvin!
Trine og jeg har også fundet os fint til rette i vores meget lille værelse, og fundet en hyggelig rytme med at stå op samtidigt og spise morgenmad sammen hver morgen. Bortset fra myre, firben og kæmpe edderkopper er det et ok værelse
J
Det var alt herfra- hilsner fra GhanaJ


onsdag den 22. februar 2012

nina bloginlæg

onsdag d 22/2-2012

VI ER FLYTTET!!!!!!!! Endelig fandt vi et guesthouse hvor der er plads til alle 12, til kun ca 600 om måneden. vi deler godt nok toilet og køkken og Trine og jeg bor i "isolationscellen", som vi kalder vores værelse, eftersom værelset er mega lille, uden vinduer, og man skal lige ned af et kæmpe trin fra gangen- men ellers fungere det rigtigt fint, især prisen taget i betragtning. vi snakker om, at det faktisk lidt er som at være tilbage på efterskolen, og det er super hyggeligt! Er virkelig glad for at være flyttet og området vi er kommet til, er meget mere hyggeligt end omkring omega guesthouse. derudover kan vi alle sidde ude i gården hvilket vi bruger rigtig meget!!:)(så gør det ikke noget at værelserne er lidt små:)

Derudover kom der lidt flere problemer ud af mit lille stunt med foden. min computerskærm er sprækket, og kan nu ikke bruges, hvilket gør det en anelse besværligt med opdateringer af blog og ugentlige tilbagemeldinger til anthony. Det er ret frustrende!!!!!! samtidig er min fod på ingen måde blevet go igen, hvilket muligvis kan være fordi at det er ret kedeligt at sidde stille, så det har jeg ikke været helt go til. det giver så bare bagslag i sidste ende:( Har på den halvanden uge kun været på arbejde 2 dage(+1 kursusdag) da børnene på autism center, er lidt voldsomme, og når jeg tager derud, kan jeg deltage nogen timer, for så at må vende hjem igen. Både Anthony og mit praktiksted siger at jeg skal blive hjemme indtil foden er ok igen, men er efterhånden meget frustreret over ikke at kunne deltage, plus at jeg er nervøs for fraværet:(

Det var lige frustrationerne!

Det var sådan set et rigtig spændende kursus/workshop vi studerende fik lov at deltage i. Det hed "life without barriers", og var en dag hvor forskellige institutioner der arbejder med mennesker med autisme, blev oplyst og inspireret af professore, forældre, lærere,diæstister både fra Ghana men også USA, om autismespektret og dets nuancer og især barriere. Serwah Quaynor, der er stifteren af Autism center, talte også. Hun satte især fokus på problemet i Ghana med stigmatisering af mennesker med funktionsnedsættelse. Hun fortalte at det er et meget tabubelagt emne som regering og folk generelt lukker øjnene for. hun talte i store træk om, hvordan attituden i Ghana måtte ændres- altså deres handicapsyn. Dette er især et problem når handicappet er usynligt, som autisme er. Dette bunder selvfølgelig i mangel på viden på området og uddannelse så lærereog forældre kan tage sig af de børn i ghana, som har autisme.
Hendes største budskab var, at austisme kan behandles og leves med- Autister kan lære og uddannes!

Der blev også sat stor fokus på, hvordan kost og diæter har en stor betydning for hvordan vi som mennesker generelt fungere, og især også mennesker med autisme. Dette er var især vigtigt for mig, da jeg så kan referere til det når jeg skal arbejde med fokus på mit linjefag- sundhed, krop og bevægelse. Jeg tænker at det er fint, at der er andre der har snakket om vigtigheden af sundhed før jeg begynder en moraltale:)


Kost er især noget jeg meget gerne ville sætte fokus på på praktikstedet. sundhed generelt er vigtigt, og jeg tror på kost har stor indflydelse på vores generelle velvære- derfor frustrere det mig især, når børnene derude får kiks og ris hver dag- nærmest udelukkende da der jo intet nærende er i det, og bare er brænde på bålet til en hyperaktiv adfærd. Derfor kunne det være fantastisk, hvis man kunne overtale dem til, at lave kostregler på Aatc(praktiksted) eller i det mindste snakke kost og sundhed så man evt kunne lave lidt ændringer i nogle af børnenes kostvaner:) dermed ikke sagt at jeg ikke er klar over, at det ikke bare lige er noget man gør. Jeg ved også, at mange af disse børn, kun vil spise bestemte madvare på en bestemt måde på et bestemt tidspunkt- men ved oplysning og overtalelse har jeg et naivt håb om i det mindste måske at kunne præge, bare lidt!!!Når børnene sidder i miniklasselokaler og forventes at sidde stille og koncentrere sig i lang tid af gangen, samtidigt med at de proppes med kulhydrater, vil jeg i det mindste råbe højt om hvor skidt det er for børnene. De siger derude, at de har oplyst lidt om kost, men samtidig vader caregiverne hver dag hen for, at købe kiks til børnene.

Jeanet er nu også kommet, den sidste i gruppen:) det positive ved, at jeg ikke har kunnet arbejde, er at jeg har kunnet underholde jeanet lidt, og i taxi lige vise hende lidt rundt og det har været sjovt at mærke hvordan jeg gerne vil vise det hele, fordi jeg så godt kan lide at være her!

Accra har virkelig inprentet sig hod mig, og stemnigen hernede er ikke at måle med noget andet jeg har oplevet. lørdag var vi på en bar (mig ædru og i taxi;) ) hvor de spillede det mest fantastiske ghanesiske musik, med masser gang i, alle var glade og dansede og stemningen var så god. og så er de jo bare vilde til dans hernede!!!!!!

det var alt- fortsættelse følger:)

mandag den 13. februar 2012

13/2 sorry den forsinkede opdatering:D!!


Så er første uge af praktikken på ACC (Autism awreness, care and training center) slut og alle indtryk fornemmelser kan nu bearbejdes. Autismecentret ligger 15 min i tru tru (deres busser) fra Osu hvor vi bor. Det er et lille sted, med fire små klasseværelser, til fire forskellige aldersgrupper. Der er en 6-10 elever i hver klasse, og jeg er meget imponeret over, hvordan man kan have så mange børn med forskellige grader af autisme, i så små rum uden at de splitter det hele ad. Det har jeg så os fundet ud af nu, går mere eller mindre godt i hver klasse. Deres måde at håndtere børnene på, er ligesom hvis det havde været børn uden autisme- og stadig i Afrika. Men det havde jeg forberedt mig på hjemmefra. Det at de tager hårdt fat i dem, råber og til tider slår, vidste jeg godt fandt sted, og det i sig selv gør ondt at overvære, men når de får skæld ud, fordi de ikke kan overskue en situation, bliver frustreret eller ikke magter at sidde stille på en stol i længere tid, så kan man godt mærke at metoderne i Afrika, og viden om autisme ikke er på niveau med Danmark. Det skal dertil tilføjes, at de fire mennesker der administrere skolen, er meget dedikerede og kompetente i deres arbejde og de overordnede retningslinjer ligner meget danske, men deres medarbejdere er ikke uddannet til at følge dem! Udover mig er der tre andre danske studerende på skolen. De første par dage diskuterede vi meget deres metoder negativt og positivt. Vi var alle frustrerede over deres måde at håndtere konflikter med børnene, men samtidig har nogen af caregiverne, som de hedder, en fantastisk kontakt med børnene, og kan sidde koncentreret med dem 1-1 i et fyldt klasselokale, med folk der drøner ind og ud, og stadig holde koncentrationen og øjenkontakten. Det er samtidig dem der er mest retfærdige i deres konflikthåndtering, og accepterer børnenes stærke og svage sider, leger med dem og giver masser af kram. De mindre dedikerede enten sover, skriver på mobil, snakker eller skælder ud. I går torsdag skete der så heldigvis noget meget opmuntrende. Der blev holdt møde for alle, hvor caregiverne fik fortalt at der ikke måtte slås, ingen mobiltelefoner, ingen må sove i timerne, og hvis de ville arbejde der, skulle de vise interesse for børene og lege med dem i pauserne og undervise dem i timerne! Så fra nu af regner vi med at dagene bliver mere strukturerede, og at vi ser en del mere entusiasme fra caregiverne.
 Jeg har i løbet af ugen fået lov at være med og observere i alle fire klasser. De dygtigste og mest dedikerede lærere, er i klassen med de ældste elever. Det er rart at være i den klasse, fordi tonen og den generelle interaktion med børnene foregår på et meget mere afslappet og afstemt plan. Desværre kunne jeg ikke se en åbenlys mulighed for det projekt jeg skal lave, da børnene enten har en fast caregiver, som jeg så ville gøre arbejdsløs, intet sprog har eller som efter min opfattelse er for store og voldsomme for mig. Derfor er planen indtil videre, at jeg skal i preschool klassen, hvor der er en dreng med rigtig mange problemer. Han burde slet ikke være i så lille et rum, og skulle tage hensyn til så mange andre børn i forhold til hvor han er lige nu. Han formår ikke at deltage i timerne, og med den skældud han så får, ender han med at kaste sig på gulvet, råbe skrige, græde, slå og bide for til sidst at flygte udenfor. Efter jeg hurtigt fandt ud af, at man selvfølgelig kom længst uden skældud, og ved at vise ham pictogrammer så han fik muligheden for at blive forstået, besluttede jeg at være i den klasse, og forsøge at gøre tilværelsen i skolen, lidt nemmere for denne dreng. Indtil videre er jeg ved at diskutere mulige handlemetoder med vores vejleder på skolen. En meget dygtig gammel mand, der selv har en del fosterkids med autisme boende, og har viet sit liv til børn med autisme. Jeg er nødt til at sætte mine forventninger meget langt ned, og sætte små opnåelige delmål, da hele projektet udelukkende er med ønsket om, at denne dreng kan få en bare lidt nemmere tilværelse.

Udover skolen er vi ellers faldet helt til. Vi har som sagt efterhånden lært at tage Tro Tros selv og ved nu hvor vi kan få det meste. Bongomusikken på hvert gadehjørne er blevet en dejlig del af hverdagen, en ting ved Afrika jeg syntes giver en fantastisk stemning.
Ellers går vi lidt i venteposition mht vores guesthouse. Vi har fundet ud af, at huslejen er på 2400 om måneden, og eftersom det meste er til de samme priser som derhjemme, er det ret svært at leve for en SU. Derfor håber vi at Anthony snart finder noget permanent og billigere til os, da vi stadig bor i vores kufferter! Udover det, må jeg indrømme at jeg heller ikke ville være ked af at slippe for vores lejer, der i tide og utide går og synger kirkesange i falset op og ned af gangene. Derudover er tanken om, at de forhenværende studerende gav 1400 om måneden, lidt et irritationsmoment. Men men- TIA, this is africa, man får med tiden en ekstrem tålmodighed og overbærenhed
J
Netop denne tålmodighed blev sat på prøve ved mødet med deres hospitalssystem. Efter at have været syg i halvanden uge, og ikke kunne spise noget, måtte jeg en tur forbi lægen. Anden gang, andet hospital var efter et fald hvor mit ben sov, foden knækkede til siden, og jeg måtte på hospitalet igen. Tingene forgår lidt anderledes end derhjemme, derfor har jeg nu været på hospitalet 4 gange og skal forbi igen mandag for at tjekke røntgenbillede af foden. Man sendes rundt 10 forskellige steder, og efter hvert sted, får man en kvittering man skal tilbage til receptionen og betale, som enten syg eller etbenet er dette system lige til at blive lettere sindssyg af
J derfor er jeg også stort taknemmelig for at have de tre dejlige piger der hjælper mig!!!!

Så oplevede jeg også mit første møde med racisme i denne uge. En mand kom uopfordret hen til os og råbte at vi var nogen fucking hvide og at vi skulle skrubbe ud af hans land og at han aldrig ville se os her igen. Første gang vi mødte ham, kiggede vi bare mærkeligt på ham, men lagde ikke mere i det. Anden gang var vi ret mange sammen da han kom, og gav præcis samme tur og råbte af os inden han gik videre. Drengene fra Århus seminarium, sagde de også havde mødt ham tidligere samme dag, og oplevet præcis det samme. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når man på egen krop oplever at blive hadet for sin hudfarve. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kom hen med så meget had. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor det mon kommer fra. Om det er et generelt had til hvide, eller om han har oplevet noget, der gør at han hader os. Jeg kommer hvertfald til at tænke, at der må være mange hjemme i danmark, der har det rigtig svært- kun på grund af deres hudfarve!

Det var alt fra mig denne gang. Der er desværre lidt langt mellem opdateringerne, både på grund af problemer med internet( hvilket ikke bliver et problem fra nu af:)), men pt på grund af en forstuvet fod:D

fredag den 3. februar 2012

Fredag d. 3 februar

Nu er de andre danske studerende kommet, hvilket betyder at vi er ca 17 studerende der også bor på guesthouset. vi har desværre fundet ud af at de har sat huslejen op, så vi er nødt til at flytte! Er efterhånden lidt træls at bo i min kuffert uden at ´kunne komme på plads.
derudover har vi haft en rigtig go dag! vi fik lov at sove lidt længe, hvorefter vi mødtes med Anthony der viste os rundt på den skole han arbejder på- når han altså ikke bruger tid på os:) det var rigtig spændende at opleve hvordan deres skoler fungere her. alle eleverne var meget interesserede i os, og samtidig meget åbne og snaksaglige. Mens vi var der skulle de stemme om nye præfekter på skolen. efter alle havde stemt samles alle i den lille gård, mens der blev talt op. efter det holdt en lærer stemmesedlerne op og de talte i kor. 1 havde åbentbart fået rigtig mange stemmer(over 100) og optælningen gik pludselig over i sang. de er bare vildt rytmiske og klappede og sang mens de talte- vi var helt overvældet!
efter besøget på skolen, kørte vi ud til Autism center, hvor jeg skal i praktik. Helt fantastisk sted. alle der arbejder der virkede meget entusiastiske og dedikerede til deres arbejde. hvert barn har en "caregiver" der både kan være familiemedlem eller pædagog. De bruger også pictogrammmer for at stukturere børnenes dag og gøre den mere overskuelig ligesom vi gør i danmark. jeg glæder mig især over at der er så meget overskud og personale til hvert barn- i modsætning til i danmark hvor normeringen er en helt anden! jeg starter på mandag og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang og følte mig meget velkommen under besøget. hvilket betød at jeg automatisk følte mig bedre tilpas og havde lyst til at gå rundt og snakke med alle, sige hej og møde de børn der var der, så det var alt i alt en rigtig go opllevelse.
fortsættelse følger, og efter mandag vil jeg også begynde at se nærmere på mine læringsmål

søndag den 29. januar 2012

Lørdag d.28/1 På gåben rundt i Osu


Lørdag d.28/1

I dag tog Anthonys kone Pat os med rundt på sightseeing i området modsat fra Oxfordstreet som vi nu kender. Lige bag vores Guesthouse ligger Independenceday monumentet(tror jeg det hedder) og lige i nærheden også museet, ”independence park museum” for Ghanas præsident der nemlig kæmpede for Ghanas uafhængighed af engelsk kolonistyre og hvis hensigt og mål var at samle hele Afrika under et flag. Spændende og dejligt at få lidt historisk om Ghana! Efter besøget på museet gik turen videre mod en anden del af Osu vi ikke har set før. Alt, sammen med Pat, foregår på gåben og det er en rigtig god måde at opleve byen, men også at lære selv at finde rundt! 1-2 km fra hvor vi bor ligger et marked og hele bydelen er som et stort marked i sig selv. Alle står alle steder og prøver at sælge ALT. Jeg har aldrig set så meget forskelligt blive solgt det samme sted. Jeg der ellers har en ret go stedsans og hurtigt fandt nogenlunde rundt omkring vores hus, var totalt lost. Jeg havde ingen fornemmelse for hvor vi var i forhold til i hvilken retning vores guesthouse ligger. Også en sjov, men mærkelig oplevelse. Efter at have gået rundt og set markedet også, skulle vi have besøgt det hus, vi formentligt flytter i, når de andre studerende kommer. Men efter et kig op på himlen, der på ingen tid var blevet totalt sort, besluttede vi at tage en tro tro hjem. Det er deres små busser. Det var vidst ret godt vi tog den beslutning, for lige efter styrtede det bare ned. Og her regner det ikke som i DK. Det Styrter ned! Vi skulle løbe fra bussen og hen til døren til Guesthouset, ca 50 meter, og vi var nærmest gennemblødte, vejen sejlede bare. Så fik vi virkelig også oplevet regnvejr i afrikaJ

                                                                                                                                                

Fredag 27/1- Bumleturs sightseeing


Fredag d.27/1

Fredag tog Anthony os med på en køretur rundt og se lidt mere af Accra.  Han viste os hvor vandet, og altså stranden, er og på den måde fik vi et større overblik over hvordan byen ser ud. Ligesom København, er Accra inddelt i bydele, vores bydel hedder Osu. De første par dage var min fornemmelse, at Osu var en lille del og egentligt bare indeholdt vores vej og Oxford street, som er en af de større gader med masser af butikker, nu har jeg virkelig fået øjnene op for hvor stor bare vores bydel er og hvor meget den rummer.
Men, vi kørte altså i Anthonys bil og det endte med at blive en lang tur. Anthonys svigerinde skal snart giftes, et bryllup vi får lov at deltage i, og derfor skulle vi på vejen forbi dem. Jeg tror de boede som den almindelige Ghaneser bor udenfor byerne, meget sparsomt. Det var en lille klynge huse der lå ud til vejen, hvor geder og høns bare vader rundt og passer sig selv, og hvor vejen er kringlet ind mellem husene. Det så rigtig hyggeligt ud, og det sætter nogen ting i perspektiv, at mennesker der lever på så få ressourcer i forhold til os, går rundt og ser så tilfredse og glade ud. Alle steder vi kommer, smiler folk og vinker til os. Man føler sig lidt som en turistattraktion selv
J Efter vores lille besøg, hvor vi også så svigerindens hus der var såå fint, gik turen videre til posthuset. Skal vi have sendt eller hentet pakker, foregår det gennem Anthony, der så henter og aflevere på dette posthus. Posthuset lå bare ret langt væk fra hvor vi bor, så jeg er lykkelig for, at vi slipper for at skulle den tur, så kunne det nemlig godt være der ville blive længere mellem breveneJ Posthuset lå nærmest ”in the middle of nowhere” og man fik virkelig fornemmelsen af Afrika, når vi kørte på den helt røde bumlevej med skiftevis træer og græsstykker i vejkanten. (lige bortset fra de områder der er gjort til omegnens losseplads- knapt så idyllisk). Efter besøget på posthuset var vi efterhånden godt opkogte og tørstige af at køre bil, hvorefter vi kørte ud til et Ressort helt ud til vandet. Konstrasten var bare enorm. Vi havde lige kørt rundt i små landsbyer, hvor det var tydeligt at folk levede fattigt, og lige på den anden side af vejen ligger det vildeste luksusressort. Det tog lige et stykke tid at komme sig over kontrasten, og jeg tror måske det netop var meningen fra Anthonys side. Han sagde nemlig, at så kunne vi lige slappe af og drikke en cola. For det kan vi nemlig. Når det bliver for varmt i bilen man transporteres rundt i, kan man lige køre ind på et luksusresort og købe en cola, og lige slappe lidt af!! Men sådan er skellene i Afrika, og jeg tror det er sundt at få sat op den måde, og have in mente at man nok har det meget godt, selvom man derhjemme ser sig selv som ”fattig studerende”. Colaen blev indtaget helt nede ved stranden hvor der både var hesteridning og 5-7 store grise der øffede rundt i strandkanten- sådan er det hernedeJ
Efter køreturen tog vi op på vores nu stamcafe, fik vores stamsmoothie med vores stamsandwich og fik tjekket mails og facebook
J

torsdag den 26. januar 2012

De første dage

2 dag i Accra. endelig er vi her! de første par dage har vi brugt på lige at komme os ovenpå flyturen og de mange indtryk. Vi har endnu ikke fået internet på værelserne på det guesthouse vi bor på, men har istedet fundet en hyggelig smoothie/kaffe cafë, med gratis net, hvis altså bare man køber noget. vi er derfor "tvunget" til at spise lækre sandwich og drikke lækre smoothies og kaffe- Livet er hårdt!!!
Vi har haft en del kontakt med vores kontaktperson/vejleder Anthony siden vi kom, han har været meget hjælpsom, og hentede os også i lufthavnen og kørte os til det guesthouse vi nu bor på. Planen er vidst, at vi skal flytte i et hus, når de andre danskere kommer, og til den tid vil vi også køre rundt til de forskellige praktiksteder, og samlet få den information vi skal bruge.
Jeg var forberedt hjemmefra på, at Accra var en storby og der ville være områder hvor der ville blive solgt alt muligt tingel tangel, og at vi ville være iøjenfaldne ofre til dette. De er overraskende lidt pågående, og man kan nemt sige nej- hvis man altså kan få sig selv til at sige nej, hvilket stakkels Trine til tider har svært ved, hvilket resultere i at hun bliver forfulgt i laaang tid:)
Efter de første par dage, er jeg overrasket over hvor tryg jeg føler mig hernede, min opfattelsse af det Ghanesiske folk er hvertfald, at de er utrolig hjælpsomme og søde!
Den næste uge bliver nok brugt på at opleve byen og lige falde til og få en fornemmelse af det sted vi er kommet til, men jeg glæder mig rigtig meget til at besøge mit praktiksted og endelig finde ud hvor vi skal arbejde det næste halve år:)

torsdag den 12. januar 2012

Velkommen til min blog, hvor i vil kunne følge med om min/vores hverdag og praktikophold i Ghana:D ´
Under obligatoriske elementer kan i finde det faglige element, og under blogarkiv vil der være beskrivelser af min hverdag, der nok vil være mest interessant for familie og venner! håber i vil finde det interessant at følge med i mit afrikaeventyr:)
Hilsen Nina