Menneskesyn

Menneskesynet og eller handicapsynet i Aatc er lidt unuanceret. Der findes ikke på samme måde brugerindragelse, og anerkendelse er ikke et brugt begreb. Vi skal huske caregiverne på, at fortælle børnene når de gør noget rigtigt- ellers bliver børnene ikke anerkendt for det arbejde de jo i princippet udføre. Det er også lidt hierakisk præget, hvilket betyder, at selvom børnene har et handicap skal de tit gøre alt muligt for caregiverne.

I danmark går vi meget op i anerkendelse, inklussion og i at følge barnet og møde det på dets præmisser. Det kan man slet ikke snakke om på Aact. Mr Mausi nævnte det i vores interview, men efterlever det på ingen måde selv- i praksis syntes jeg faktisk han har utrolig lidt forståelse for bønene, og er samtidig meget uklar i sine beskeder til dem.

Derfor vil jeg mene at menneskesynet er behavioristisk, da børnene bare skal inrette sig efter omgivelser og ikke bliver inddraget. Jeg mener også at man kan sige ”samfundet” Aatc, og selvom institutionen er til for børnene, indkluderes de ikke rigtig.

For et par af caregiverne, vil jeg påstå at de til tider udnytter børnenes manglende forståelse for omgivelserne, og deres egen position som caregivere, til at få børnene til at gå rundt og gøre dem tjenester, når de ikke selv gider at rejse sig. Dette kommer sig nok af handicapsynet i samfundet til dels, og derudover at autisme ikke er en synlig funktionsnedsættelse i sig selv, og kan måske derfor glemmes, og børnene tillægges enten flere eller færre kompetencer end de besidder- dette afhænger af situationen.

Som FN´s handicapdefinition lyder, så er handicappet afspejlet af omgivelserne og i Ghana er autisme ikke en anerkendt diagnose og de fleste mennesker ved simpelthen ikke at det findes. Derfor må det værre svært at have et handicap her, da det at have autisme ikke altid vil blive anerkendt i samfundet. Derudover har jeg hørt, at der stadig er et vidst stigmatiserende syn på handicappede i Ghana hvilket gør det svært at kæmpe for disse mennesker rettigheder!

Det hedder sig eller på Aact at de prøver at følge børnene og at det skal være på børnenes præmisser, men caregiverne er ikke uddannede nok, og jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt et decideret menneskesyn overhovedet er diskuteret på Aact.

Mrs Serwah´s tese er at mennesker med Autisme kan lære og uddannes, og hendes egen søn er et godt eksempel og fungere fint i det samfund han bor i, men læringsmetoder til at få de bedste kompetencer frem i det individuelle barn, er kun i teorien og caregiverne tænker som sagt ikke i de baner, da de ikke har en baggrund og en viden til at kunne det.

Bortset fra det er handicapsynet på Aatc jo meget veludviklet i forhold til det handicapsyn det ligger i samfundet, og alternativet for børnene ville være en almindelig skole, hvor de højst sandsynligt ville blive mobbet, slået og låst inde, da ingen ville forstå dem, deres tanker eller reaktioner.

I ghana får du ikke kompensation for dit handicap- og flere forældrene har fortalt om dyb skam og skyldfølelse fordi man i samfundet tænker det som guds straf at få et handicappet barn.