INDEPENDENCE DAY OG ARBEJDE

<-- fredagssang     Nathan på legepladsen med sin caregiver-->
Mandag startede jeg for alvor arbejde igen, det havde jeg virkelig savnet! Jeg havde savnet at være på arbejde på Aact, savnet børnene og mange caregivere og det var en dejlig modtagelse jeg fik! drengen Nathan jeg til dels skal være caregiver for, var lidt afvisende da jeg kom, men da vi så havde morgensamling hvor der synges og danses, kom han hen til mig! i løbet af dagen har børnene forskellige timer, og især til en time overraskede Nathan mig. hans anden caregiver var ikke i klassen til at skælde ud og holde ham fast, så Nathan var fuldt koncentrert og deltagende i timen. jeg var meget overrasket over hvor meget han egentligt kunne, for jeg har ikke før hørt ham sige et ord, kun formet ord uden lyd med munden. i mandags kunne han hele alfabetet og sige hvordan alle bogstaver lyder, mens han smilede stolt til mig når han gjorde det rigtigt!han fik selvfølgelig en masse ros. de sidste 10 min af timen kom hans caregiver ind, satte sig helt tæt op bag ved ham, med et greb i hans bukser bagpå, så han ikke kunne flytte sig, og den anden hånd holdt stramt i hans arm. dette resulterede selvfølgelig i at nathan vred sig, så caregiveren holdt strammere fast og nathan vred sig endnu mere. heldigvis fik nathan tur igen, så caregiveren måtte slippe. han skulle pege på alle bogstaver i alfabetet i rigtig rækkefølge. caregiveren tog hans finger og skulle til at føre den rundt, men lærerinden slog hans hånd væk, og så kunne Nathan jo selvfølgelig sagtens selv, plus at han blev siddende stille på stolen. derefter stoppede caregiveren med at holde fast, men sad i stedet og hvilede sit hoved på nathans hoved, mens han havde armene rundt om ham. derudover blev han ved med at ville have Nathan til at svare på alle mulige spørgsmål han selv stillede og hviskede ham i øret, og når Nathan ikke svarede, fordi han fulgte med i timen, fik han skæld ud for det. Jeg blev så vred og frustreret så jeg efter timen måtte snakke med Lærerinden om det. Det er ikke så underligt at drengen er totalt forvirret og frustreret når han konstant holdes fast, og der bliver forlangt så modstridende krav af ham. Det må være svært at finde ud af hvornår man gør det rigtige, når man får skæld ud lige meget hvad man gør. Læreinden gav mig ret og sagde at jeg endelig måtte sige noget til ham, og at han gør det i uvidenhed, men at hun var enig i at det på ingen måde er ok. Efter snakken, fik jeg for første gang, Nathan frivilligt med ud på badeværelset for, at vaske hænder inden frokost, da vi står og venter ved håndvasken og Nathan lige stikker hovedet udenfor, kommer hans caregiver og slæber ham ind i klasselokalet. jeg stod helt paf, manden har åbentbart ingen øjne i hovedet, og jeg måtte tilbage og forklare ham, at vi faktisk var ved at vaske hænder, og at Nathan intet forkert havde gjort. Det sagde han så undskyld for, og imens var Nathan igang med at tage sine sandaler på mens han gik lidt rundt i klassen. Hans caregiver gik strengt hen til ham, tog hårdt fast i hans arm, så han næsten ikke kunne nå sine fødder for at tage sko på- det var for at drengen skulle stå helt stille.
jeg talte efterfølgende med mr mausi om dagen, og han sagde at det var godt jeg kom på arbejde igen, så jeg kunne tage over. Så jeg håber for Nathans skyld, at vi kan få det til at fungere, og få nogle flere timer hvor han deltager og får ros, istedet for at vride sig på gulvet, løbe væk og få skæld ud!

Efter mødet der blev holdt på Aact, om arbejdsmoral osv, ser det lidt mere fornuftigt ud og min opfattelse er, at de fleste caregivere forsøger at gøre deres bedste. mine medstuderende fortalte dog, at fredag hvor vi besøgte street girls aid, var det gået helt galt. garegiverne havde hele dagen bare sovet, og mr mausi, som jeg ellers har stor respekt for, havde absolut intet sagt. Men jeg tror at ledelsen derude har rigtig mange visioner og tager arbejdet meget seriøst, men desværre for nogens vedkommende, kun i teorien. Især Mr Mausi virker meget kompetent og dedikeret, men samtidig virker det lidt som om at det kun er nogen dage. det lyder rigtig fornuftigt når han snakker, og han er tit inde i klasserne, for at puste lidt liv i lærene og caregiverne, og forlanger at de gør deres arbejde- andre dage siger han ingenting. det resultere i at de, efter line og trines udsagn, sover på legehusets tag.

Tirsdag d. 6/3 fejres der indepence day. derfor har alle fri tirsdag og onsdag og mange tusind var samlet på et stort stadion der er opbygget til netop denne dag. de tre timer det varede gik dog med at vise hele deres militær og så  var der march for politiet, brandvæsnet, fængselsbetjente, flåden, militæret, frøkorpset og forskellige skoler var repræsenteret. Vi savnede lidt musik og dans og lidt historie(selvom vi har besøgt museet) men det var lidt ensformigt desværre.  Det var faktisk lidt en tragisk forestilling, for dem der deltog i paraden faldt som fluer. det lyder overfladisk, men sandt. efter en halv time, besvimmede den første elev, og derefter måtte læger med jævne mellemrum ind mellem rækkerne og hive folk ud der fik det skidt. til sidst var det også de mere garvede fra politiet, flåden osv der blev utilpasse af at stå stille i tre timer i til sidst, bagene sol uden vand, med store uniformer. lidt adspredelse i form af musik og dans, havde måske kunnet forhindre det. det var lidt tragisk at overvære, men det virkede som om, at det skete hvert år, og de var forberedt på det???


Fortsættelse følger:)