Farvel Ghana

Den sidste tid i Ghana er gaaet frygtelig staerkt og vi rejser imorgen!
der er ikke mere at sige end tak for et Fedt halvt aar paa godt og ondt. Jeg vil savne Ghana og de mennesker jeg har moedt her. Det bliver ikke uden Taarer vi siger farvel imorgen!!

..................... Nina

Aact fondraising og arbejde

Hej alle. 3 juni og kun tre uger til mine forældre kommer!! nedtællingen er begyndt:D
Livet i Accra fortsætter sin vante gang. for første gang begynder jeg at have lidt stress over tid, skolearbejde og pædagogisk projekt, for nu går tiden stærkt. Heldigvis mangler jeg kun 2 gange af mit skb projekt, og efter jeg skiftede klasse og barn på praktikstedet har mit fokus været, ikke at lave alt for store planer, men følge de læringsmål der i forvejen er lavet for Jeff, og så lave lidt ændringer og forslag hen af vejen.
selvom jeg ikke skal være lærer, så er jeg blevet lidt fanget af at undervise Jeff. Jeg syntes det er rigtig spændende, lærerigt og sjovt. og vi lære noget begge to. de mål der er sat er for eksempel at kunne alfabetet,  store og små bogstaver, tælle til fem og lære hvad penge er. For at sætte mit eget præg på de mål der er sat og tilpasse dem lidt efter hvad jeg føler er vigtigt- prøver jeg at lære ham alfabetet lidt ud af kontekst, så han forstår hvad bogstaverne er og kan se dem hver for sig. PT lære de alfabetet som en remse og kan det udenad, men tager man et bogstav ud af rækken, aner de ikke hvad det er. det samme gælder tal. men Jeff er meget lærernem så det er fedt at man kan mærke en udvikling fra gang til gang. vi har enten tal, bogstaver i perioder så børnene også når at blive lidt kendt med opgaven. den anden dag forslog jeg Mr mausi en metode til at lære store og små bogstaver ved at skulle matche dem, så det visualiseres at A a er samme bogstav- nogen gange er det nemmere når man kan se det for sig. derfor prøvede jeg først med et slags spil hvor hele alfabetet er der i store og små bogstaver, og så skal de matches med velcro. det fandt jeg så ud af var alt for nemt og selvom man kunne hæve niveauet lidt ved at tage bogstaver ud af rækken, så lavede han det flere gange uden problemer. næste projekt må være om han kan huske det og om han kan uden spillet.
I min klasse er der startet en ny caregiver og en nurse. den første uge var den nye caregiver Grace helt stille- sagde ikke et ord og virkede meget genert. den anden Yvonne virkede ret dygtig og virkede som om hun vidste noget om børn med autisme. ugen efter begyndte yvonne at styrre totalt. når vi har Art timer, hvor børnene har mulighed for at lave noget kreativt og bruge deres sanser og fantasi, tager hun helt over. børnene skulle klippe, klistre en konvoulut og male den bagefter- hun lavede alt for sit barn. Jeanet og jeg har ellers virkelig arbejdet på, at caregiverne skulle være tålmodige og lade deres børn lave opgaverne selv, og selv kun være på sidelinjen og hjælpe hvis de har brug for det. Men efter Yvonne lagde ud med at gøre det hele selv, er de nu blevet ok i klassen- det er lidt svært at vurdere hvorvidt man skal begynde en diskussion igen, når der er så kort tid tilbage, og på den anden side, burde man netop derfor tage diskussionen op, og håbe at det betyder at de vil tænke over det. Det er jo ikke For caregivernes skyld at der er timer!!!! Grace ændrede sig også totalt efter en uge- istedet for at være totalt stum skælder hun nu ud hele tiden. efter at hun et par gange havde rettet på en dreng- Adum- selvom han virkelig prøvede at gøre hvad hun bad om, spurgte jeg helt neutralt hvad hun havde lavet før, om hun havde arbejdet med børn og især bø'rn med autisme. Hvilket ´hun ikke har. det undre mig bare, når ledelsen siger, at de bruger tid på at introducere deres caregivere så de ved hvad autisme er. Jeg syntes det er en katastrofe at sætte en caregiver på et barn, der ikke aner hvorfor han agere og reagere som han gør. han bliver rettet på for at opføre sig som autist. Adum må jo være totalt forvirret og frustreret, for han får ikke ros når han gør det rigtige, derimod skæld ud- hvad er pointen så at gøre det rigtige? Jeg spurgte lidt neutralt en i ledelsen hvornår de nye skulle introduceres- og så er det muligt jeg bliver upopulær, men det kan jeg godt leve med en måned mere, men jeg kan ikke leve med at den dreng bliver behandlet så uretfærdigt!
Bortset fra det er vi næsten færdige med at samle penge ind til Aact. vi har lavet en fondraise så vi kan give Aact en ny legeplads. den legeborg de har pt, er så ødelagt at den ikke er sikker for børnene at lege på. hvilket betyder at de tit bliver holdt indenfor i pauserne. Hvilket gør det næsten umuligt for dem at koncentrere sig resten af dagen, hvis de ikke har haft lov til at få lidt fred, få leget og brugt noget energi. hvis der er penge nok, er planen at der også skal være penge til at få lavet træfigure af dyr, som skal pynte selve gården og murene omkring Aact og derudover kan bruges i timerne til at snakke om forskellige dyr og farver, forhåbentligt får vi også råd til at sætte tre stolper op, med hængekøjer i, som kan bruges som afslapning, sjov men som også er rigtig godt til at styrke børnenes balancesans!
Derudover har jeg indset at specialiseringsopgaven ikke bliver lavet færdig hernede- vi har ikke noget sted vi kan sætte os hen og arbejde, og altså ikke ro til at koncentrere sig, så i stedet for at blive alt for stresset over en opgave jeg ikke føler jeg har en chance for at lave- må den laves færdig når jeg kommer hjem!

Det var alt herfra:)

Cape Coast, Elmina og Kakum Regnskov

Siden sidst!

Efter jeg startede i den nye klasse og er blevet caregiver for en ny dreng, er det gået rigtig godt. Det er en fin klasse, hvor jeg virkelig kan begynde at arbejde med noget af det jeg gerne ville. Projektet med skb, som jeg bruger i deres exercise timer, med at lave forhindringsbane og lege med faldskærm fungere rigtig fint. Til forhindringsbanen er caregiverne blevet bedre til at følge og lede børnene, og efter at have prøvet det et par gange, ved børnene nu også mere, hvad vi gerne vil have dem til, og de virker til at syntes det er rigtig sjovt. Til begge aktiviteter støtter det fællesskabet, og udover hvilke motoriske evner og sanser børnene kan udvikle gennem aktiviteterne, er begge dele også for sjov. Forhindringsbanen havde caregiverne selv sat op en dag jeg havde studiedag, og det opfatter jeg som, at de syntes det er en sjov og nem måde at have exercise på!

Udover arbejde, var vi på tur til cape coast i weekenden, hvilket virkelig var en succes! Det var for det første rigtig spændende at opleve fortet hvor slavehandlen foregik, og samtidig virkelig skræmmende at være et sted med den historie. Man gik lidt med en konstant knude i maven. Efter fortet og en tur til elmina, der er en by opbygget af portugiserne og hollænderne(så byen virker helt sydlandsk i atmosfæren pågrund af blandingen af deres arkitektur og den afrikanske) tog vi ud til et hotel hvor restauranten lå på pæle i en sø med krokodiller. Det var lidt sjovtJ derudover var det også bare rigtig dejligt at komme lidt væk og få lidt fred og roJ om søndagen kørte vi til kakum, der er en regnskov hvor man går på hængebroer oppe under trætoppene. Vildt angstprovokerende da hængebroerne knirkede og var helt smalle. Heldigvis var der små podier mellem hængebroerne i træerne, hvor man lige turde kigge ned og udover skovenJ trine og jeanet blev så rolige ved det, så de tog en tur tilJ

fortet i cape coast

 slottet i Elmina
og Elmina by

Kakum regnskov

Ellers er det dejligt at vi kan mærke at der ikke er lang tid igen. Selvom det stadig er en fed oplevelse, er det også hårdt at være her, og man begynder at glæde sig til at komme hjem. Mine forældre kommer d. 21 juni, hvilket der kun er lidt over en måned til. Når de har været her 16 dage, har vi 4 dage inden vi tager til kenya og tanzania på safariJ selvom man skal huske at glæde sig over at være her, syntes jeg det er nemmere, når man kan mærke at der ikke er langt igenJ

Min fod er også blevet meget bedre- det er sååååå godt at kunne deltage sammen med de andre igen, selvom der nok går lidt tid inden den er helt godJ

Det var alt herfra- bye bye Fra Ghana- glæder mig til at komme hjemJ

ny hverdag på Aact

Ny hverdag på Aact!!

Efter grundige overvejelser med ledelsen, mine medstuderende, min mor og mig selv, er jeg flyttet over i en anden klasse og stoppet arbejdet med Nathan. Jeg måtte desværre erkende mine egne begrænsninger og se i øjnene, at selv med de bedste intentioner, var det en for stor opgave. Jeg følte jeg stod meget alene med ham, og havde ikke nogen sparringsparnere eller vejledere, og så følte jeg bare ikke jeg var uddannet nok til opgaven heller, hvis jeg skulle stå med det alene! Mine overvejelser var selvfølgelig, om det var til Nathans bedste at jeg arbejdede med ham, hvis de metoder jeg fandt mest rigtige, alligevel blev modarbejdet når jeg ikke var til stede, og heller ikke ville blive efterlevet når vi er rejst om tre måneder. Det forvirrer højst sandsynligt mere end det gavner ham. Derfor er jeg startet i klassen over med de børn der er lidt ældre. Der skal jeg være med en dreng der hedder Jeffery. En meget glad men lidt genert dreng, der griner hele tiden og elsker at spille bold- i alle afskygningerJ det glæder jeg mig rigtig meget til at fortsætte med. Den første uge er ihvertfald gået rigtig godt. Mine mål med ham, er foreløbigt at han skal lære alfabetet og bogstaverne uafhængige af hinanden, stave sit eget navn, genkende tal, store og små bogstaver, og så vil jeg forsøge at lærer ham hvad et spørgsmål er. Altså hvordan et spørgsmål lyder, så han ved når han skal svare på et. Meget læring der foregår nemlig ved remser og gentagelser, hvilket betyder, at børnene ikke forstår det de har lært, hvis det tages ud af konteksten. Så overordnet følger jeg meget de mål, institutionen har sat, jeg vil bare forsøge at gøre det mere håndterbart, så han forstår hvad han lærer.

Derudover er jeg startet på mit SKB projekt, der også er en del nemmere at gennemføre med lidt ældre børn. Projektet vil foregå i deres exercise timer, og har fokus på motion, styrke, sociale færdigheder, styrke af sanser, motorik, balance, samarbejder, bevidsthed om egen krop og forståelsen af turtagning. Timen starter med leg med faldskærm hvor alle er med til at holde fast i faldskærmen, og så kommer hvert barn ind og sidde i midten mens der bliver lavet bølger, løbet rundt og man kan alle sidde inde under faldskærmen. Legen med faldskærmen skal styrke; fællesskab, inklussion, labyrintsansen, fin og grov motorik, balance, leg, oplevelse og så er det bare rigtig sjovt. Efter faldskærmen er der en forhindringsbane børnene skal igennem med deres caregivere. Der skal børnene over og under en forhindring. De skal lave slalom på et løbehjul mellem stole og tilbage samme vej. Dette skal styrke fællesskab, være inkluderende og i børnehøjde, det skal styrke labyrintsansen, fin og grov motorik, balance, leg og oplevelse, sjov, og de tre Læringsstile- gå foran, ved siden, bagved barnet. Med Jeanet som assistent og sparringsparner, kan jeg også lære hvordan min rolle som igangsætter er, og diskutere med hende, hvad jeg kan gøre anderledes og hvad der evt fungerede og ikke fungerede.

Det er et rigtig fint projekt der er overskueligt, men som er meget SKB orienteret, og det er fedt at bruge det vi har lært i praksis. Da vi lavede det første gang, fik det god støtte fra ledelsen og de syntes vi skulle fortsætte projektet, så det har indtil nu været en rigtig god oplevelse.

Derudover er der i dag tre måneder til hjemrejsen. Tiden flyver afsted i AfrikaJ det var alt herfra

Fra Accra til Mole og tilbage- THIS IS AFRICA

Saa kom tiden endelig hvor det blev min tur til at komme lidt ud! Turen gik til nordghana, Mole Nationalpark og tilbage gennem Kumasi. Undervejs stoppede vi ved monkeyvillage, hvor aberne rent ud sagt bor side om side med folk i byen. Efter en overnatning koerte vi videre til et vandfald mere nordpaa, og saa gik turen til Mole nationalpark, hvor vi skulle overnatte 3 gange. Paa turen derop, fik vi set det rigtige Afrika, hvilket Accra ikke har saa meget med at goere. De faa ressourcer de lever af var saa overraskende. udefra set, saa det ud som om, at meget af deres tid hver dag gik med at hente ting til madlavning, hente vand, lave mad, sove og spise mad og ellers sidde i skyggen. Det er ikke for at forsimple deres livsstil, men det er meget anderledes end den stressede hverdag vi er vandt til derhjemme. Derudover er jeg overbevidst om, at det er sundt at se, at denne livstil er mulig, og forhaabentlig kan et kig til denne kultur, vaere med til at give en et nyt perspektiv paa ens egen hverdag hjemme i danmark!

Jeg kunne desvaerre ikke deltage i safari i Nationalparken, men var saa heldig at der to af dagene var elefanter lige neden for bakken, saa vi kunne se dem mens vi spiste morgenmad!:) 3 dags morgen, koerte vi videre til kumasi, Ghanas naest stoerste by efter Accra og overraskende anderledes! Byen er meget groennere og bygget og om bakker og bjerge, naesten helt sydlandsk.

I Kumasi saa vi fortet der blev brugt til at forsvare kumasi mod englaenderne, og derefter Ashanti paladset hvor vi hoerte meget historie om ashantiriget og hvor meget inflydelse de har. Ashantifolket er et stammefolk opstaaet i vestafrika, og har op gennem tiden tilkaempet sig meget magt i Ghana. Deres religion er meget spirituel og overnaturlig, selvom det hedder sig de hovedsageligt er muslimske og kristne. Under kolonitiden blev de af briterne opfattet som et af de mest civiliserede folkefaerd i Ghana. idag har de hovedsaede i Kumasi og har stadig stor indflydelse i Ghana- isaer paagrund af deres ressourcer. Det var lidt historie jeg syntes hoerte med da jeg selv syntes det var rigtig spaendende at laere om!

                                                                                                       ashanti konge

det var alt Fra Bumletursseeightseeing turen:D

Generelt- Fantastisk tur!!

 Nu er vi tilbage til hverdagen i Accra, og vi har naesten savnet den og ikke mindst de andre:D jeg glaeder mig ogsaa til at komme tilbage paa arbejde, se Nathan og starte vores interwievs til den tvaerprofessionelle opgave, det bliver spaendende at laere om hvordan og hvorvidt de professionelle udnytter hinandens forskellige kompetencer paa Aact!!

Det var alt herfra, rigtig god weekend til alle:D

fortsaettelsen!!

Efter den tragiske oplevelse var det lidt maerkeligt at vaere paa arbejde. caregiverne mente at jeg var for bloed overgfor Nathan, og at deres metoder var meget mere effektive, derfor tog jeg en dag paa sidelinjen for at obserevere hvordan de saa mente var den rigtige maade at goere det paa. dette var saa aabentbart, at lade Nathan ligge hen over caregiveren som en sofa, og kun bede ham saette sig op naar det var hans tur i timen, og i sidste time, at saette ham i en stol med klap for, saa han ikke kan rejse sig! tjaa, saa kan jeg jo godt forstaa at det hele gaar som smurt! TSK.... Onsdag kom tre Laeere/ specialister i autisme Fra colorada, USA. De underviste caregiverne og deres foraeldre i autisme og hvordan man kan arbejde med boern med autisme. de gav dem rigtig mange konstruktive metoder, og sad med flere af boernene og deres caregivere og screenede dem. Idag, mandag har vi arbejdet med Nathan. De bruger meget paycheck, altsaa at give boernene beloening for deres arbejde. de starter med at finde hvilket f.eks legetoej boernene finder mest interessant, og derefter hedder det, foerst arbejde, saa legetoej. For nogen af boernene fungere det bedst at sidde med genstanden mens de arbejder, for at kunne holde fokus paa arbejdet. for andre fungerede det med f.eks 1-2 minutters arbejde og saa 1-2 minutters leg. nogle boern valgte ogsaa at tage en loebetur som paycheck, hvilket jeg finder meget positivt. pointen er, at man med tiden ville kunne noejes med at give en pause eller f.eks high five som paycheck. For mit vedkommende, var det vigtige at caregiverene fik oejnene op for denne maade, og forstod at boernene IKKE kan side stille og arbejde 1 time i traek! Jeg er dog ikke uddannet nok til at vide, hvorvidt dette er den rigtige metode, og kan heller ikke stille mig helt ukritisk, men i forhold til caregivernes alternativ, fungere det rigtig fint for nu.
Tilbage til arbejdet med Nathan. Han fandt hurtigt en bog med masser af farver og billeder, som han blev meget glad for. De startede med at introducere give and take. Altsaa at han fik lov at have bogen i de 1-2 minutter, saa taeller man ned fra 5 og tager bogen. Nathan skulle saa sige book, for at faa bogen tilbage. imens skal man hele tiden fortaelle hvad man goer. det tog lidt tid foer han havde tillid nok til at stole paa, at han ville faa bogen tilbage, men hurtigt fangede han pointen, og arbejdet blev svaerere. Jeg troede egentligt at han var smartere end hvad kom til udtryk under screeningen, men jeg er sikker paa at han laere hurtigt, og ved hjaelp af gentagelser, tror jeg hurtigt man kan saette niveauet lidt op. Han havde isaer svaert ved at matche billeder, men det er fordi at han ikke kigger paa billedet man viser ham. derfor taenker jeg, at ved at gaa foran og vise helt bogstaveligt hvad man selv kigger paa med fingrene og oejnene, og vise ham hvad han skal se paa, saa haaber jeg han hurtigt fanger det. Vi har hvertfald faaet meget ud af deres besoeg, og Jessie, en af dem, var paa centret i 10 uger for to aar siden, og lavede et kaempe stykke arbejde- desvaere er meget gaaet i glemmebogen, men hun fortalte ogsaa, at siden hun var der, har de alligevel gjort et godt stykke arbejde og taget meget ved laere. Saa det maa jo vaere positivt:) Vi var ude at drikke en oel med amerikanerne fredag, jessie var med til vores fest loerdag og vi spiste middad sammen soendag, saa det har vaeret rigtig sjovt at moede dem. Baade for at hoere om deres skole for boern med autisme, men ogsaa deres metoder, og saa udnytte dem lidt mht hvordan man kan arbejde med Nathan:) hvilket de heldigvis gerne ville hjaelpe med:)

I denne uge vil jeannet og jeg begynde at interwive caregiverne til vores tvaerprofessionelle opgave, spoergsmaalene er udarbejdet, saa nu skal der bare findes tid. Det bliver rigtig interessant at finde ud af hvordan de arbejder tvaerprofessionelt, og eller om de overhovedet goer det:)

Ellers var der fest loerdag for os alle sammen. vi havde lejet et lokale i en bar der ligger naesten ved siden af guesthouset. Det var en super fest, alle var glade og hyggede sig og det var bare rigtig godt at have det sjovt sammen allesammen. Isaer naar arbjedet traekker taender ud en gang imellem:)!!

Fredag tager vi paa tur den naeste uge, rundt og se andet i Ghana end lige Accra:)

Det var alt herfra:)

den Vaerste arbejdsdag so far- forhaabentligt den sidste af slagsen!

Fredag d.23 marts, blev den hidtil vaerste dag paa Aatc. To boern leger paa legepladsen, paa grund af manglende opsyn fra caregiveres side, skubber den ene dreng den anden ned fra legetaarnet i sandkassen, fordi han var paa hans plads. Drengen falder ned paa noget cement- flaekker tungen, flere taender, kaeben er loes og han skulle syes paa hagen. Da caregiverne finder ud af hvad der er sket, er der totalt kaos. Jeanet har allerede faaet drengen ud paa badevaerelset for at rense saar, men han bliver revet fra hende, og lynhurtigt er der 10 caregivere (der selvfoelgelig lader de boern de selv er caregivere for alene) omkring ham, der holder ham fast, for at se hvad der er sket. drengen spjaetter og sparker for at komme vaek, men bliver holdt nede. Da de ikke kan holde ham stille nok, til at at give vand -paa og decinficerengspulver, kaster de foerst vandet og derefter decinficeringspulveret i hovedet paa ham. Drengen der havde skubbet, bliver samtidig revet med ind i klassen, hvor hans caregiver begynder at raabe at han skal se hvad han har gjort ved den anden dreng(det er et kvarter efter ulykken er sket) hvorefter han begynder at give ham knytnaever i maven og lussinger. Jeg kunne paa ingen maade tige stille og reagerede muligvis ikke hensigtsmaessigt, men raabte med det samme til caregiveren at han paa ingen maade kunne tillagge drengen skylden og paalaegge ham at det var med vilje for at skade at han skubbede. Drengen er autistisk og den anden havde taget hans plads- det er klart han reagere, og i princippet er det caregiverens fejl, at han ikke var der for at forebygge den slags uheld. Hele haendelsen stod paa halvanden time, inden de koerte drengen paa hospitalet. Inden vi fik fri, gik jeg ind til en fra ledelsen(den eneste der var til stede) og snakkede med hende om, hvordan de normalt tackler den slags situationer, og om de ikke har retningslinjer og regler for om de maa slaa boernene. Jeg kommenterede ogsaa, at vi alle gaar rundt med Tshirts, hvor der staar -if you could see what i see, hear what i hear, feel what i feel, you would know whats its like to have autism-. Men alligevel, saa behandler caregiverne dem som om de ingen diagnose har, og intet handicap har!! Hun svarede at hun var meget enig, men at caregiverne glemmer, selvom ledelsen holder mange moeder med dem, om netop dette. hun sagde ogsaa, at det paa ingen maade blev accepteret at slaa bornene, og at de var noedt til at snakke om hvordan de haandtere saadanne situationer, for der var totalt kaos. de andre boern skulle side stille i klasserne i den halvanden time uden at faa noget at tage sig til. Efter snakken med hende fra ledelsen, gik jeg ind i klassen, hvor to caregivere sad og lavede haar, mans 12 boern mere eller mindre rasserede klassen og hinanden. der var det 20 min til at vi havde fri, men Jeanet og jeg, ville tage legetoej ud, saa boernene havde noget at tage sig til. til det svarede caregiverne, at der jo kun var tyve minutter, og at det kunne ikke betale sig og de gad ikke at ryde op. Vi gjorde det selvfoelgelig bare alligevel. boernene var jo helt rundtossede af at sidde stille. Mandag holdt vi moede med ledelsen om haendelsen fredag. De var selv enige i, at det ikke maatte ske overhovedet, og at de ikke billiger at caregiverne slaar. efter det, foerte de samtalen i en lidt anderledes retning. nemlig paa, at vi skulle taenke over, ikke at lege saa meget med boernene, saa de bliver beskidte, og at vi er for soede ved dem og at de loeber om hjoerner med os. problemet er, at foraeldrene klager til ledelsen og kan finde paa at tage deres boern ud. Saa pointen var, at vi egentligt mere eller mindre skal blende mere ind. Vi blev efterfoelgende meget frustrerede over, hvad der saa er forventet af os, om de er utilfredse med os osv osv. derfor bad vi om et moede mere, hvor de forklarede at det ikke er fordi vi goer noget forkert, men at vi er noedt til at lave tiltag og aktiviteter der gavner boernene, og det vil helt klart ikke gavne dem at blive taget ud at sat i en normal skole. Det argument er jeg meget enig i, men samtidig syntes jeg det er tragisk, at institutionen er nodt til at slaekke paa deres egne retningslinjer, fordi at foraeldrene ingen viden har om autisme, og ikke er til at snakke med!

Idag tirsdag har jeg saa fundet ud af, at jeg maaske ikke kan fortsaette med Nathan som fokus, for de vil have at jeg er meget mere kontant overfor ham. Idag har bare vaeret total magtkamp, og flere gange maatte jeg kapitulere- det gik over min graense for, hvordan jeg vil vaere som paegog og menneske. Problemet er, at Nathan er vandt til den haarde tone, derfor hjaelper mine metoder nogen gange, men nogen gange ikke. Naar de ikke virker, aner jeg ikke hvad jeg skal stille op, og jeg bliver rigtig ked af, at finde mig selv, goere ting jeg vitterligt ikke har lyst til. problemet er, at hvis jeg ikke er sammen med Nathan i timerne, er en af de andre caregivere, og de er tilgengaeld meget haardere! Saa hvad er vaerst!!???

Jeg afleverede min smadrede computer til Anthony igaar, og han sagde, at hvis de havde en skaerm, ville det maaske kun tage et par dage at reparere. Det ville vaere dejligt at slippe for internetcafeen:)

I weekenden maatte jeg alligevel sige fra til turen til hohoe. Min fod er ikke i orden endnu, og jeg vil ikke ricikere fravaer paagrund af en weekend. selvom de andre sagde det var skoent at komme lidt vaek. tilgengaeld skal vi paa tur en uge i starten af april, det kan jeg glaede mig til i stedet:)!!

Det var alt herfra

Bye Bye