Institutionskulturen på Aact

Aatc er en institution der lever af forældrebetaling og fondstøtte. Forældrene betaler 300 cedis om måneden for at have deres barn i institutionen. Denne brugerbetaling betyder dermed at det kun er forældre med et vidst økonomisk overskud der kan have deres børn i institutionen. Et par af børnene er fra USA hvos forældrene stadig bor, og så betaler caregivere for at tage sig af deres børn og bringe dem til og fra Aatc. Ud af de 300 cedis får caregiverne 100 cedis om måneden. Bortset fra de caregivere der er ansat af forældrene, de får lidt mere,

Institutionskulturen er derudover præget af en yderst troende personalegruppe. Dette betyder også at der hver fredag er worship hvor man beder og synger. Caregiverne beder tit for børnene, hvilket også for mit synspunkt er et tegn på en stadig bestemt tankegang om mennesker med funktionsnedsættelser. Selvom caregiverne ved at autisme mest er genetisk, tror de stadig på, at det kan hjælpe at bede. Dette er selvfølgelig også på grund af en meget troende kultur i Ghana generelt. Flere af forældrene har fortalt, at før de hørte om Aatc, bad de og deres familie for børnene, fordi de ikke vidste hvad der var galt med dem.

Kulturen er også en kultur hvor man vil og ønsker det bedste for børnene. Alle har den bedste intention, og mange af deres metoder i teorien er de samme som vi kender hjemme. Desværre er det tit svært at føre den gode intention ud i praksis. For eksempel må man ikke slå børnene, alle skal deltage i timerne, men må ikke sove i timerne og man skal følge og anerkende barnet. Disse eksempler opretholdes kun til dels, og selvom ledelsen ofte holder møder for at huske alle på disse retningslinjer, bliver der tit ikke sagt noget hvis de ikke overholdes. Altså en institution med den bedste intention, men fra mit synspunkt, stadig en institution i Ghana, hvilket ses og mærkes tydeligt i dagligdagen.

Samarbejdet mellem forældrene fungerer rigtig fint. Institutionen er som sagt afhængige af brugerbetaling og forældrene er meget interesserede i at lære og forstå deres børn handicap. Jeg mener at institutionen til tider, bukker for meget under for forældrenes krav. Der er for eksempel flere af pigerne der ikke må lege i sandkassen eller blive svedige, hvilket til dels også må være et udtryk for den iboende kønskultur i Ghana. Caregiverne er nødt til at efterleve forældrenes ønsker, ellers risikere de at blive fyret. Vi havde en del diskussion med caregiverne i starten, fordi de slet ikke brugte sandkassen- i dag har vi fundet et fint kompromis, hvor de børn der ikke må blive beskidte, må sidde på en stol og lege med sand. Samarbejdet med forældrene fungere ellers sådan at de kommer med ønsker for læringsmål når barnet starter, der så videreudvikles i samarbejde med ledelsen- derudover har de ikke indflydelse på den generelle undervisning.

Kulturen er også at børnene på trods af deres funktionsnedsættelse, til dels skal fungere i det Ghanesiske samfund. Så f.eks mht til at pigerne ikke må blive beskidte og de lære at sidde med lukkede ben, er det altså vigtigt at børnene ved, mere eller mindre bevidst, hvordan normerne er i samfundet.

På Aatc fejre man de helligdage der er i Ghana med fridage

de har ikke på samme måde udefrakommende retningslinjer som i Danmark, da autisme ikke på samme måde er en anderkendt diagnose i Ghana. de arbejder dog i teorien ud fra flere kendte metoder, som før nævnt.