13/2 sorry den forsinkede opdatering:D!!

Så er første uge af praktikken på ACC (Autism awreness, care and training center) slut og alle indtryk fornemmelser kan nu bearbejdes. Autismecentret ligger 15 min i tru tru (deres busser) fra Osu hvor vi bor. Det er et lille sted, med fire små klasseværelser, til fire forskellige aldersgrupper. Der er en 6-10 elever i hver klasse, og jeg er meget imponeret over, hvordan man kan have så mange børn med forskellige grader af autisme, i så små rum uden at de splitter det hele ad. Det har jeg så os fundet ud af nu, går mere eller mindre godt i hver klasse. Deres måde at håndtere børnene på, er ligesom hvis det havde været børn uden autisme- og stadig i Afrika. Men det havde jeg forberedt mig på hjemmefra. Det at de tager hårdt fat i dem, råber og til tider slår, vidste jeg godt fandt sted, og det i sig selv gør ondt at overvære, men når de får skæld ud, fordi de ikke kan overskue en situation, bliver frustreret eller ikke magter at sidde stille på en stol i længere tid, så kan man godt mærke at metoderne i Afrika, og viden om autisme ikke er på niveau med Danmark. Det skal dertil tilføjes, at de fire mennesker der administrere skolen, er meget dedikerede og kompetente i deres arbejde og de overordnede retningslinjer ligner meget danske, men deres medarbejdere er ikke uddannet til at følge dem! Udover mig er der tre andre danske studerende på skolen. De første par dage diskuterede vi meget deres metoder negativt og positivt. Vi var alle frustrerede over deres måde at håndtere konflikter med børnene, men samtidig har nogen af caregiverne, som de hedder, en fantastisk kontakt med børnene, og kan sidde koncentreret med dem 1-1 i et fyldt klasselokale, med folk der drøner ind og ud, og stadig holde koncentrationen og øjenkontakten. Det er samtidig dem der er mest retfærdige i deres konflikthåndtering, og accepterer børnenes stærke og svage sider, leger med dem og giver masser af kram. De mindre dedikerede enten sover, skriver på mobil, snakker eller skælder ud. I går torsdag skete der så heldigvis noget meget opmuntrende. Der blev holdt møde for alle, hvor caregiverne fik fortalt at der ikke måtte slås, ingen mobiltelefoner, ingen må sove i timerne, og hvis de ville arbejde der, skulle de vise interesse for børene og lege med dem i pauserne og undervise dem i timerne! Så fra nu af regner vi med at dagene bliver mere strukturerede, og at vi ser en del mere entusiasme fra caregiverne.
 Jeg har i løbet af ugen fået lov at være med og observere i alle fire klasser. De dygtigste og mest dedikerede lærere, er i klassen med de ældste elever. Det er rart at være i den klasse, fordi tonen og den generelle interaktion med børnene foregår på et meget mere afslappet og afstemt plan. Desværre kunne jeg ikke se en åbenlys mulighed for det projekt jeg skal lave, da børnene enten har en fast caregiver, som jeg så ville gøre arbejdsløs, intet sprog har eller som efter min opfattelse er for store og voldsomme for mig. Derfor er planen indtil videre, at jeg skal i preschool klassen, hvor der er en dreng med rigtig mange problemer. Han burde slet ikke være i så lille et rum, og skulle tage hensyn til så mange andre børn i forhold til hvor han er lige nu. Han formår ikke at deltage i timerne, og med den skældud han så får, ender han med at kaste sig på gulvet, råbe skrige, græde, slå og bide for til sidst at flygte udenfor. Efter jeg hurtigt fandt ud af, at man selvfølgelig kom længst uden skældud, og ved at vise ham pictogrammer så han fik muligheden for at blive forstået, besluttede jeg at være i den klasse, og forsøge at gøre tilværelsen i skolen, lidt nemmere for denne dreng. Indtil videre er jeg ved at diskutere mulige handlemetoder med vores vejleder på skolen. En meget dygtig gammel mand, der selv har en del fosterkids med autisme boende, og har viet sit liv til børn med autisme. Jeg er nødt til at sætte mine forventninger meget langt ned, og sætte små opnåelige delmål, da hele projektet udelukkende er med ønsket om, at denne dreng kan få en bare lidt nemmere tilværelse.

Udover skolen er vi ellers faldet helt til. Vi har som sagt efterhånden lært at tage Tro Tros selv og ved nu hvor vi kan få det meste. Bongomusikken på hvert gadehjørne er blevet en dejlig del af hverdagen, en ting ved Afrika jeg syntes giver en fantastisk stemning.
Ellers går vi lidt i venteposition mht vores guesthouse. Vi har fundet ud af, at huslejen er på 2400 om måneden, og eftersom det meste er til de samme priser som derhjemme, er det ret svært at leve for en SU. Derfor håber vi at Anthony snart finder noget permanent og billigere til os, da vi stadig bor i vores kufferter! Udover det, må jeg indrømme at jeg heller ikke ville være ked af at slippe for vores lejer, der i tide og utide går og synger kirkesange i falset op og ned af gangene. Derudover er tanken om, at de forhenværende studerende gav 1400 om måneden, lidt et irritationsmoment. Men men- TIA, this is africa, man får med tiden en ekstrem tålmodighed og overbærenhedJ
Netop denne tålmodighed blev sat på prøve ved mødet med deres hospitalssystem. Efter at have været syg i halvanden uge, og ikke kunne spise noget, måtte jeg en tur forbi lægen. Anden gang, andet hospital var efter et fald hvor mit ben sov, foden knækkede til siden, og jeg måtte på hospitalet igen. Tingene forgår lidt anderledes end derhjemme, derfor har jeg nu været på hospitalet 4 gange og skal forbi igen mandag for at tjekke røntgenbillede af foden. Man sendes rundt 10 forskellige steder, og efter hvert sted, får man en kvittering man skal tilbage til receptionen og betale, som enten syg eller etbenet er dette system lige til at blive lettere sindssyg afJ derfor er jeg også stort taknemmelig for at have de tre dejlige piger der hjælper mig!!!!

Så oplevede jeg også mit første møde med racisme i denne uge. En mand kom uopfordret hen til os og råbte at vi var nogen fucking hvide og at vi skulle skrubbe ud af hans land og at han aldrig ville se os her igen. Første gang vi mødte ham, kiggede vi bare mærkeligt på ham, men lagde ikke mere i det. Anden gang var vi ret mange sammen da han kom, og gav præcis samme tur og råbte af os inden han gik videre. Drengene fra Århus seminarium, sagde de også havde mødt ham tidligere samme dag, og oplevet præcis det samme. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når man på egen krop oplever at blive hadet for sin hudfarve. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kom hen med så meget had. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor det mon kommer fra. Om det er et generelt had til hvide, eller om han har oplevet noget, der gør at han hader os. Jeg kommer hvertfald til at tænke, at der må være mange hjemme i danmark, der har det rigtig svært- kun på grund af deres hudfarve!

Det var alt fra mig denne gang. Der er desværre lidt langt mellem opdateringerne, både på grund af problemer med internet( hvilket ikke bliver et problem fra nu af:)), men pt på grund af en forstuvet fod:D