den Vaerste arbejdsdag so far- forhaabentligt den sidste af slagsen!

Fredag d.23 marts, blev den hidtil vaerste dag paa Aatc. To boern leger paa legepladsen, paa grund af manglende opsyn fra caregiveres side, skubber den ene dreng den anden ned fra legetaarnet i sandkassen, fordi han var paa hans plads. Drengen falder ned paa noget cement- flaekker tungen, flere taender, kaeben er loes og han skulle syes paa hagen. Da caregiverne finder ud af hvad der er sket, er der totalt kaos. Jeanet har allerede faaet drengen ud paa badevaerelset for at rense saar, men han bliver revet fra hende, og lynhurtigt er der 10 caregivere (der selvfoelgelig lader de boern de selv er caregivere for alene) omkring ham, der holder ham fast, for at se hvad der er sket. drengen spjaetter og sparker for at komme vaek, men bliver holdt nede. Da de ikke kan holde ham stille nok, til at at give vand -paa og decinficerengspulver, kaster de foerst vandet og derefter decinficeringspulveret i hovedet paa ham. Drengen der havde skubbet, bliver samtidig revet med ind i klassen, hvor hans caregiver begynder at raabe at han skal se hvad han har gjort ved den anden dreng(det er et kvarter efter ulykken er sket) hvorefter han begynder at give ham knytnaever i maven og lussinger. Jeg kunne paa ingen maade tige stille og reagerede muligvis ikke hensigtsmaessigt, men raabte med det samme til caregiveren at han paa ingen maade kunne tillagge drengen skylden og paalaegge ham at det var med vilje for at skade at han skubbede. Drengen er autistisk og den anden havde taget hans plads- det er klart han reagere, og i princippet er det caregiverens fejl, at han ikke var der for at forebygge den slags uheld. Hele haendelsen stod paa halvanden time, inden de koerte drengen paa hospitalet. Inden vi fik fri, gik jeg ind til en fra ledelsen(den eneste der var til stede) og snakkede med hende om, hvordan de normalt tackler den slags situationer, og om de ikke har retningslinjer og regler for om de maa slaa boernene. Jeg kommenterede ogsaa, at vi alle gaar rundt med Tshirts, hvor der staar -if you could see what i see, hear what i hear, feel what i feel, you would know whats its like to have autism-. Men alligevel, saa behandler caregiverne dem som om de ingen diagnose har, og intet handicap har!! Hun svarede at hun var meget enig, men at caregiverne glemmer, selvom ledelsen holder mange moeder med dem, om netop dette. hun sagde ogsaa, at det paa ingen maade blev accepteret at slaa bornene, og at de var noedt til at snakke om hvordan de haandtere saadanne situationer, for der var totalt kaos. de andre boern skulle side stille i klasserne i den halvanden time uden at faa noget at tage sig til. Efter snakken med hende fra ledelsen, gik jeg ind i klassen, hvor to caregivere sad og lavede haar, mans 12 boern mere eller mindre rasserede klassen og hinanden. der var det 20 min til at vi havde fri, men Jeanet og jeg, ville tage legetoej ud, saa boernene havde noget at tage sig til. til det svarede caregiverne, at der jo kun var tyve minutter, og at det kunne ikke betale sig og de gad ikke at ryde op. Vi gjorde det selvfoelgelig bare alligevel. boernene var jo helt rundtossede af at sidde stille. Mandag holdt vi moede med ledelsen om haendelsen fredag. De var selv enige i, at det ikke maatte ske overhovedet, og at de ikke billiger at caregiverne slaar. efter det, foerte de samtalen i en lidt anderledes retning. nemlig paa, at vi skulle taenke over, ikke at lege saa meget med boernene, saa de bliver beskidte, og at vi er for soede ved dem og at de loeber om hjoerner med os. problemet er, at foraeldrene klager til ledelsen og kan finde paa at tage deres boern ud. Saa pointen var, at vi egentligt mere eller mindre skal blende mere ind. Vi blev efterfoelgende meget frustrerede over, hvad der saa er forventet af os, om de er utilfredse med os osv osv. derfor bad vi om et moede mere, hvor de forklarede at det ikke er fordi vi goer noget forkert, men at vi er noedt til at lave tiltag og aktiviteter der gavner boernene, og det vil helt klart ikke gavne dem at blive taget ud at sat i en normal skole. Det argument er jeg meget enig i, men samtidig syntes jeg det er tragisk, at institutionen er nodt til at slaekke paa deres egne retningslinjer, fordi at foraeldrene ingen viden har om autisme, og ikke er til at snakke med!

Idag tirsdag har jeg saa fundet ud af, at jeg maaske ikke kan fortsaette med Nathan som fokus, for de vil have at jeg er meget mere kontant overfor ham. Idag har bare vaeret total magtkamp, og flere gange maatte jeg kapitulere- det gik over min graense for, hvordan jeg vil vaere som paegog og menneske. Problemet er, at Nathan er vandt til den haarde tone, derfor hjaelper mine metoder nogen gange, men nogen gange ikke. Naar de ikke virker, aner jeg ikke hvad jeg skal stille op, og jeg bliver rigtig ked af, at finde mig selv, goere ting jeg vitterligt ikke har lyst til. problemet er, at hvis jeg ikke er sammen med Nathan i timerne, er en af de andre caregivere, og de er tilgengaeld meget haardere! Saa hvad er vaerst!!???

Jeg afleverede min smadrede computer til Anthony igaar, og han sagde, at hvis de havde en skaerm, ville det maaske kun tage et par dage at reparere. Det ville vaere dejligt at slippe for internetcafeen:)

I weekenden maatte jeg alligevel sige fra til turen til hohoe. Min fod er ikke i orden endnu, og jeg vil ikke ricikere fravaer paagrund af en weekend. selvom de andre sagde det var skoent at komme lidt vaek. tilgengaeld skal vi paa tur en uge i starten af april, det kan jeg glaede mig til i stedet:)!!

Det var alt herfra

Bye Bye

optimistisk eller naivt!!??

Saa Blev Nathans caregiver fyret, hvilket efterlader mig med ret meget ansvar. Udover mig, er der sat to caregivere paa skiftevist, hvilket jeg har det lidt ambivalent med. For det foerste er det to ret skrappe damer, som jeg personligt mener er for haarde til en dreng som Nathan, for det andet, er der simpelthen ikke plads i klassen, og de sidder helt oppe i nakken paa ham, og hvis jeg proever at have en lidt paedagogisk tilgang til ham, bliver det tit overfuset af dem, der tydeligvis mener at drengen forstaar det naar de raaber og holder ham fast. Jeg er uden tvivl noedt til at snakke med caregiverne i klassen, om hvordan tilgangen og tiltagende skal vaere overfor Nathan, for det maa vaere saa forvirrende for ham. Jeg vil proeve at tale med dem om, at vi maa arbejde som et team og ikke modarbejde hinanden, da det vel for alles vedkommende, handler om at goere det bedste for Nathan. Derudover er jeg begyndt med nogen smaa opgaver sammen med ham. Min opfattelse er, at han er totalt understimuleret, og decideret keder sig i timerne, hvilket selvfoelgelig ogsaa kunne vaere aarsag til hans frustrationer og adfaerd.  jeg er blevet opmarksom paa en metode eller et system der kaldes pecks, picture exchance communikation system, der er et system hvor barnet for eksempel for sat to muligheder op. vil du have vand eller juice, og saa skal barnet pege paa sit valg. dette ville give en rigtig god mulighed for at kommunikere med Nathan, saa jeg vil snakke med dem paa Aact om det er en metode de kender, og at jeg vil forsoege at bruge den sammen med Nathan. Jeg vil selvfoelgelig vaere noedt til at saette mig ordentligt ind i metoden, men som optimist ser jeg en god mulighed for kommunikation.
I weekenden skal vi paa tur til Ho hoe. det bliver en koeretur op i bjergene til vandfald, en abeby og et bjerg. Glaeder mig rigtig meget til at komme lidt vaek og se noget andet! fortsaettelse foelger
Saa er internettet ved at udeloebe paa netcafeen, saa lidt hurtigt blogskrivning!

Bye Bye

Institutionsbeskrivelse og læringsmål ligger under obligatoriske elementer!

INDEPENDENCE DAY OG ARBEJDE

<-- fredagssang     Nathan på legepladsen med sin caregiver-->
Mandag startede jeg for alvor arbejde igen, det havde jeg virkelig savnet! Jeg havde savnet at være på arbejde på Aact, savnet børnene og mange caregivere og det var en dejlig modtagelse jeg fik! drengen Nathan jeg til dels skal være caregiver for, var lidt afvisende da jeg kom, men da vi så havde morgensamling hvor der synges og danses, kom han hen til mig! i løbet af dagen har børnene forskellige timer, og især til en time overraskede Nathan mig. hans anden caregiver var ikke i klassen til at skælde ud og holde ham fast, så Nathan var fuldt koncentrert og deltagende i timen. jeg var meget overrasket over hvor meget han egentligt kunne, for jeg har ikke før hørt ham sige et ord, kun formet ord uden lyd med munden. i mandags kunne han hele alfabetet og sige hvordan alle bogstaver lyder, mens han smilede stolt til mig når han gjorde det rigtigt!han fik selvfølgelig en masse ros. de sidste 10 min af timen kom hans caregiver ind, satte sig helt tæt op bag ved ham, med et greb i hans bukser bagpå, så han ikke kunne flytte sig, og den anden hånd holdt stramt i hans arm. dette resulterede selvfølgelig i at nathan vred sig, så caregiveren holdt strammere fast og nathan vred sig endnu mere. heldigvis fik nathan tur igen, så caregiveren måtte slippe. han skulle pege på alle bogstaver i alfabetet i rigtig rækkefølge. caregiveren tog hans finger og skulle til at føre den rundt, men lærerinden slog hans hånd væk, og så kunne Nathan jo selvfølgelig sagtens selv, plus at han blev siddende stille på stolen. derefter stoppede caregiveren med at holde fast, men sad i stedet og hvilede sit hoved på nathans hoved, mens han havde armene rundt om ham. derudover blev han ved med at ville have Nathan til at svare på alle mulige spørgsmål han selv stillede og hviskede ham i øret, og når Nathan ikke svarede, fordi han fulgte med i timen, fik han skæld ud for det. Jeg blev så vred og frustreret så jeg efter timen måtte snakke med Lærerinden om det. Det er ikke så underligt at drengen er totalt forvirret og frustreret når han konstant holdes fast, og der bliver forlangt så modstridende krav af ham. Det må være svært at finde ud af hvornår man gør det rigtige, når man får skæld ud lige meget hvad man gør. Læreinden gav mig ret og sagde at jeg endelig måtte sige noget til ham, og at han gør det i uvidenhed, men at hun var enig i at det på ingen måde er ok. Efter snakken, fik jeg for første gang, Nathan frivilligt med ud på badeværelset for, at vaske hænder inden frokost, da vi står og venter ved håndvasken og Nathan lige stikker hovedet udenfor, kommer hans caregiver og slæber ham ind i klasselokalet. jeg stod helt paf, manden har åbentbart ingen øjne i hovedet, og jeg måtte tilbage og forklare ham, at vi faktisk var ved at vaske hænder, og at Nathan intet forkert havde gjort. Det sagde han så undskyld for, og imens var Nathan igang med at tage sine sandaler på mens han gik lidt rundt i klassen. Hans caregiver gik strengt hen til ham, tog hårdt fast i hans arm, så han næsten ikke kunne nå sine fødder for at tage sko på- det var for at drengen skulle stå helt stille.
jeg talte efterfølgende med mr mausi om dagen, og han sagde at det var godt jeg kom på arbejde igen, så jeg kunne tage over. Så jeg håber for Nathans skyld, at vi kan få det til at fungere, og få nogle flere timer hvor han deltager og får ros, istedet for at vride sig på gulvet, løbe væk og få skæld ud!

Efter mødet der blev holdt på Aact, om arbejdsmoral osv, ser det lidt mere fornuftigt ud og min opfattelse er, at de fleste caregivere forsøger at gøre deres bedste. mine medstuderende fortalte dog, at fredag hvor vi besøgte street girls aid, var det gået helt galt. garegiverne havde hele dagen bare sovet, og mr mausi, som jeg ellers har stor respekt for, havde absolut intet sagt. Men jeg tror at ledelsen derude har rigtig mange visioner og tager arbejdet meget seriøst, men desværre for nogens vedkommende, kun i teorien. Især Mr Mausi virker meget kompetent og dedikeret, men samtidig virker det lidt som om at det kun er nogen dage. det lyder rigtig fornuftigt når han snakker, og han er tit inde i klasserne, for at puste lidt liv i lærene og caregiverne, og forlanger at de gør deres arbejde- andre dage siger han ingenting. det resultere i at de, efter line og trines udsagn, sover på legehusets tag.

Tirsdag d. 6/3 fejres der indepence day. derfor har alle fri tirsdag og onsdag og mange tusind var samlet på et stort stadion der er opbygget til netop denne dag. de tre timer det varede gik dog med at vise hele deres militær og så  var der march for politiet, brandvæsnet, fængselsbetjente, flåden, militæret, frøkorpset og forskellige skoler var repræsenteret. Vi savnede lidt musik og dans og lidt historie(selvom vi har besøgt museet) men det var lidt ensformigt desværre.  Det var faktisk lidt en tragisk forestilling, for dem der deltog i paraden faldt som fluer. det lyder overfladisk, men sandt. efter en halv time, besvimmede den første elev, og derefter måtte læger med jævne mellemrum ind mellem rækkerne og hive folk ud der fik det skidt. til sidst var det også de mere garvede fra politiet, flåden osv der blev utilpasse af at stå stille i tre timer i til sidst, bagene sol uden vand, med store uniformer. lidt adspredelse i form af musik og dans, havde måske kunnet forhindre det. det var lidt tragisk at overvære, men det virkede som om, at det skete hvert år, og de var forberedt på det???


Fortsættelse følger:)

Blog indlæg 5/3

Hello Hello

Under vores forløb her i Ghana skal vi opleve de forskellige praktiksteder vi studerende henholdsvis t arbejder på, for at danne os et bredere indtryk af hvordan de forskellige institutioner fungere. Fredag d. 3 skulle en gruppe af os ud og opleve nogen af de andre studerendes praktiksted, Street girls aid. Street girls aid er en institution, hvor gadepiger kan få hjælp til at få passet deres børn i løbet af dagen, mens de selv arbejder. Det koster pigerne 0,5 cedi pr. dag og de skal selv medbringe bleer til børnenne, har de ikke bleer med, bliver børnene ikke skiftet. Har de ikke penge med, bliver børnene ikke passet. På den ene side syntes jeg, at det er hårde vilkår, men samtidigt kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad alternativet er for disse børn og deres unge mødre. Institutionen kan rumme over 100 børn i alderen ½ år- 12-13 år. Stedet er mildest talt kaos. De caregivere der er, tager sig ikke af bønene, råber lidt af dem, slår lidt når de ikke opfører sig ordentligt, græder eller er irriterende. Ellers får børnene lov til at passe sig selv- hvilket helt naturligt er dømt til at gå galt. Børnene går rundt og agere voksne overfor hinanden og slår hinanden helt uhæmmet. Det var ret voldsomt at overvære. På mit eget praktiksted kan børnene også være rigtig stride og tage hinandens ting og skubbe, men ikke i samme grad.
De sagde derude at det kun er om fredagen der er fri leg(bortset fra en enkelt voksenstyret aktivitet, som vi mistror var mest sat i gang til ære for os, eftersom de studerende der arbejder der fortalte at de aldrig havde oplevet det før) De andre ugedage skulle der foregå noget undervisning, fortalte en leder derude, men ud fra hvad de studerende fortæller, er der kaos hver der, ingen struktur og generelt begrænset voksenstyring. Muligvis voksenstyring på den autoritære måde, men sjældent med et pædagogisk formål.  De studerende fortalte at de bruger det meste af dagen på at gå rundt og trøste det ene barn efter det andet, enten fordi de er blevet slået, er faldet, blevet drillet eller simpelthen fordi de er totalt udmattede fordi de ingen hvile eller ro får.
Den aktivitet de satte i gang var en stafet, hvor  4 børn af gangen kunne deltage, resten skulle sidde stille omkring aktiviteten. Allerede på det tidspunkt, klokken 9.30 faldt flere af de små i søvn i vores arme. Vi sad imens og snakkede om hvad formålet med aktiviteten var, om der overhovedet lå nogen pædagogiske overvejelser bag. Det så nemlig ikke ud som om at de voksne kommunikerede om at få aktiviteten til at fungere. Der er ingen tvivl om, at fri leg og sjove voksenstyrede aktiviteter er en rigtig god ting, men i og med at der ingen tydelige voksne var, begyndte man at blive lidt kritisk overfor deres metoder.
i løbet af formiddagen havde flere af børnene tisset igennem bleen eller rent ud sagt slidt den i stykker, så når man tog dem op, legede med dem eller sad med dem, blev man helt gennemblødt og beskidt. Men jeg har aldrig været så ligeglad før, for vi kunne bare mærke på børnene, hvordan de higede efter omsorg og tryghed, så man tog dem bare op og holdt dem indtil sig- andet var der ikke at gøre. Hvorefter flere af børnene bare faldt i søvn.  Det var en meget ambivalent følelse jeg stod med, efter den oplevelse på street girls aid. Jeg syntes det var spændende at opleve, og det er netop derfor jeg er taget herned, for at få oplevet hvordan disse institutioner fungere, og blive tvunget til at se at det er en realitet at sådan fungere deres praksis her.  Samtidig stod man tilbage med en stor knude i maven, fordi man ikke har en chance for at gøre en forskel for disse børn. Jeg håber mine medstuderende får held med nogen tiltag derude, der er ved at blive sat i gang, men derudover må man se i øjnene at man ikke kan gøre en forskel eller hjælpe dem i min position. Jeg håber meget på, at deres mødre giver dem masser og omsorg og kys og kram, for det var hårdt at se så mange børn blive omsorgssvigtet på en gang. Alt det vi lære derhjemme om, hvor vigtigt det er at børn i den alder stimuleres og udfordres for at opnå  kompetencer og for at kunne udvikle sig og lære, her får disse børn i institutionen nærmest ingen af disse behov opfyldt.
Jeg kan hvert fald sige at jeg er rigtig glad for min praktik på Autism center, selvom forholdene derude også kan være barske, er der en helt anden indstilling til arbejdet og børnene fra ledelsens side, hvilket jeg hvert fald mener er et positivt udgangspunkt.

Sidste weekend fik vi lov til at opleve at Ghanesisk bryllup. Til anledningen havde alle piger fået syet kjoler hos en ghanesisk syerske. Anthony kendte brudgommens bror, og han syntes det var noget vi skulle opleve. Og det var i den grad en oplevelse. Det fungerer selvfølgelig langt fra som i Danmark, både på grund af kulturforskellene, men i særdeleshed især fordi de er så meget mere religiøse end os, der var hvert fald en del tilbedelse og bøn. Samtidig var der totalt  fest i kirken hvor de fleste gik rundt og dansede helt vildt og sang. Der var lige et kvarter efter vielsen hvor brudeparret skulle ind og skrive under, og imens var der bare fri dans. Helt ubeskrivelig stemning. Alle var så glade og havde fantastiske farvestrålende flot tøj på! Efterfølgende var der reception på et hotel lidt derfra, hvor vi også deltog og fik lov at spise med. Rigtig god dag og rigtig god oplevelse!

Herhjemme på vores nye guesthouse er der gået mere eller mindre efterskolestemning i den. Det fungere rigtig fint med at bo så tæt sammen, hvilket jeg ellers havde mine betænkninger omkring. Hver aften sidder vi i gården og hygger og snakker, men der er samtidigt masser plads til at man bare kan sidde på værelset, hvis man vil have lidt ro eller skal lave lektier. Når strømmen går (hvilket den næsten gør hver anden dag) har vi også fundet ud af leve med det. Det er rigtig træls hvis man gerne vil arbejde eller lave mad, men hvis man gør det lidt hyggeligt i mørket, er det næsten bare en charmerende tingJ især når vi sætter kim larsen på og drikker et glas rødvin!
Trine og jeg har også fundet os fint til rette i vores meget lille værelse, og fundet en hyggelig rytme med at stå op samtidigt og spise morgenmad sammen hver morgen. Bortset fra myre, firben og kæmpe edderkopper er det et ok værelseJ

Det var alt herfra- hilsner fra GhanaJ