nina bloginlæg

onsdag d 22/2-2012

VI ER FLYTTET!!!!!!!! Endelig fandt vi et guesthouse hvor der er plads til alle 12, til kun ca 600 om måneden. vi deler godt nok toilet og køkken og Trine og jeg bor i "isolationscellen", som vi kalder vores værelse, eftersom værelset er mega lille, uden vinduer, og man skal lige ned af et kæmpe trin fra gangen- men ellers fungere det rigtigt fint, især prisen taget i betragtning. vi snakker om, at det faktisk lidt er som at være tilbage på efterskolen, og det er super hyggeligt! Er virkelig glad for at være flyttet og området vi er kommet til, er meget mere hyggeligt end omkring omega guesthouse. derudover kan vi alle sidde ude i gården hvilket vi bruger rigtig meget!!:)(så gør det ikke noget at værelserne er lidt små:)

Derudover kom der lidt flere problemer ud af mit lille stunt med foden. min computerskærm er sprækket, og kan nu ikke bruges, hvilket gør det en anelse besværligt med opdateringer af blog og ugentlige tilbagemeldinger til anthony. Det er ret frustrende!!!!!! samtidig er min fod på ingen måde blevet go igen, hvilket muligvis kan være fordi at det er ret kedeligt at sidde stille, så det har jeg ikke været helt go til. det giver så bare bagslag i sidste ende:( Har på den halvanden uge kun været på arbejde 2 dage(+1 kursusdag) da børnene på autism center, er lidt voldsomme, og når jeg tager derud, kan jeg deltage nogen timer, for så at må vende hjem igen. Både Anthony og mit praktiksted siger at jeg skal blive hjemme indtil foden er ok igen, men er efterhånden meget frustreret over ikke at kunne deltage, plus at jeg er nervøs for fraværet:(

Det var lige frustrationerne!

Det var sådan set et rigtig spændende kursus/workshop vi studerende fik lov at deltage i. Det hed "life without barriers", og var en dag hvor forskellige institutioner der arbejder med mennesker med autisme, blev oplyst og inspireret af professore, forældre, lærere,diæstister både fra Ghana men også USA, om autismespektret og dets nuancer og især barriere. Serwah Quaynor, der er stifteren af Autism center, talte også. Hun satte især fokus på problemet i Ghana med stigmatisering af mennesker med funktionsnedsættelse. Hun fortalte at det er et meget tabubelagt emne som regering og folk generelt lukker øjnene for. hun talte i store træk om, hvordan attituden i Ghana måtte ændres- altså deres handicapsyn. Dette er især et problem når handicappet er usynligt, som autisme er. Dette bunder selvfølgelig i mangel på viden på området og uddannelse så lærereog forældre kan tage sig af de børn i ghana, som har autisme.
Hendes største budskab var, at austisme kan behandles og leves med- Autister kan lære og uddannes!

Der blev også sat stor fokus på, hvordan kost og diæter har en stor betydning for hvordan vi som mennesker generelt fungere, og især også mennesker med autisme. Dette er var især vigtigt for mig, da jeg så kan referere til det når jeg skal arbejde med fokus på mit linjefag- sundhed, krop og bevægelse. Jeg tænker at det er fint, at der er andre der har snakket om vigtigheden af sundhed før jeg begynder en moraltale:)


Kost er især noget jeg meget gerne ville sætte fokus på på praktikstedet. sundhed generelt er vigtigt, og jeg tror på kost har stor indflydelse på vores generelle velvære- derfor frustrere det mig især, når børnene derude får kiks og ris hver dag- nærmest udelukkende da der jo intet nærende er i det, og bare er brænde på bålet til en hyperaktiv adfærd. Derfor kunne det være fantastisk, hvis man kunne overtale dem til, at lave kostregler på Aatc(praktiksted) eller i det mindste snakke kost og sundhed så man evt kunne lave lidt ændringer i nogle af børnenes kostvaner:) dermed ikke sagt at jeg ikke er klar over, at det ikke bare lige er noget man gør. Jeg ved også, at mange af disse børn, kun vil spise bestemte madvare på en bestemt måde på et bestemt tidspunkt- men ved oplysning og overtalelse har jeg et naivt håb om i det mindste måske at kunne præge, bare lidt!!!Når børnene sidder i miniklasselokaler og forventes at sidde stille og koncentrere sig i lang tid af gangen, samtidigt med at de proppes med kulhydrater, vil jeg i det mindste råbe højt om hvor skidt det er for børnene. De siger derude, at de har oplyst lidt om kost, men samtidig vader caregiverne hver dag hen for, at købe kiks til børnene.

Jeanet er nu også kommet, den sidste i gruppen:) det positive ved, at jeg ikke har kunnet arbejde, er at jeg har kunnet underholde jeanet lidt, og i taxi lige vise hende lidt rundt og det har været sjovt at mærke hvordan jeg gerne vil vise det hele, fordi jeg så godt kan lide at være her!

Accra har virkelig inprentet sig hod mig, og stemnigen hernede er ikke at måle med noget andet jeg har oplevet. lørdag var vi på en bar (mig ædru og i taxi;) ) hvor de spillede det mest fantastiske ghanesiske musik, med masser gang i, alle var glade og dansede og stemningen var så god. og så er de jo bare vilde til dans hernede!!!!!!

det var alt- fortsættelse følger:)

13/2 sorry den forsinkede opdatering:D!!

Så er første uge af praktikken på ACC (Autism awreness, care and training center) slut og alle indtryk fornemmelser kan nu bearbejdes. Autismecentret ligger 15 min i tru tru (deres busser) fra Osu hvor vi bor. Det er et lille sted, med fire små klasseværelser, til fire forskellige aldersgrupper. Der er en 6-10 elever i hver klasse, og jeg er meget imponeret over, hvordan man kan have så mange børn med forskellige grader af autisme, i så små rum uden at de splitter det hele ad. Det har jeg så os fundet ud af nu, går mere eller mindre godt i hver klasse. Deres måde at håndtere børnene på, er ligesom hvis det havde været børn uden autisme- og stadig i Afrika. Men det havde jeg forberedt mig på hjemmefra. Det at de tager hårdt fat i dem, råber og til tider slår, vidste jeg godt fandt sted, og det i sig selv gør ondt at overvære, men når de får skæld ud, fordi de ikke kan overskue en situation, bliver frustreret eller ikke magter at sidde stille på en stol i længere tid, så kan man godt mærke at metoderne i Afrika, og viden om autisme ikke er på niveau med Danmark. Det skal dertil tilføjes, at de fire mennesker der administrere skolen, er meget dedikerede og kompetente i deres arbejde og de overordnede retningslinjer ligner meget danske, men deres medarbejdere er ikke uddannet til at følge dem! Udover mig er der tre andre danske studerende på skolen. De første par dage diskuterede vi meget deres metoder negativt og positivt. Vi var alle frustrerede over deres måde at håndtere konflikter med børnene, men samtidig har nogen af caregiverne, som de hedder, en fantastisk kontakt med børnene, og kan sidde koncentreret med dem 1-1 i et fyldt klasselokale, med folk der drøner ind og ud, og stadig holde koncentrationen og øjenkontakten. Det er samtidig dem der er mest retfærdige i deres konflikthåndtering, og accepterer børnenes stærke og svage sider, leger med dem og giver masser af kram. De mindre dedikerede enten sover, skriver på mobil, snakker eller skælder ud. I går torsdag skete der så heldigvis noget meget opmuntrende. Der blev holdt møde for alle, hvor caregiverne fik fortalt at der ikke måtte slås, ingen mobiltelefoner, ingen må sove i timerne, og hvis de ville arbejde der, skulle de vise interesse for børene og lege med dem i pauserne og undervise dem i timerne! Så fra nu af regner vi med at dagene bliver mere strukturerede, og at vi ser en del mere entusiasme fra caregiverne.
 Jeg har i løbet af ugen fået lov at være med og observere i alle fire klasser. De dygtigste og mest dedikerede lærere, er i klassen med de ældste elever. Det er rart at være i den klasse, fordi tonen og den generelle interaktion med børnene foregår på et meget mere afslappet og afstemt plan. Desværre kunne jeg ikke se en åbenlys mulighed for det projekt jeg skal lave, da børnene enten har en fast caregiver, som jeg så ville gøre arbejdsløs, intet sprog har eller som efter min opfattelse er for store og voldsomme for mig. Derfor er planen indtil videre, at jeg skal i preschool klassen, hvor der er en dreng med rigtig mange problemer. Han burde slet ikke være i så lille et rum, og skulle tage hensyn til så mange andre børn i forhold til hvor han er lige nu. Han formår ikke at deltage i timerne, og med den skældud han så får, ender han med at kaste sig på gulvet, råbe skrige, græde, slå og bide for til sidst at flygte udenfor. Efter jeg hurtigt fandt ud af, at man selvfølgelig kom længst uden skældud, og ved at vise ham pictogrammer så han fik muligheden for at blive forstået, besluttede jeg at være i den klasse, og forsøge at gøre tilværelsen i skolen, lidt nemmere for denne dreng. Indtil videre er jeg ved at diskutere mulige handlemetoder med vores vejleder på skolen. En meget dygtig gammel mand, der selv har en del fosterkids med autisme boende, og har viet sit liv til børn med autisme. Jeg er nødt til at sætte mine forventninger meget langt ned, og sætte små opnåelige delmål, da hele projektet udelukkende er med ønsket om, at denne dreng kan få en bare lidt nemmere tilværelse.

Udover skolen er vi ellers faldet helt til. Vi har som sagt efterhånden lært at tage Tro Tros selv og ved nu hvor vi kan få det meste. Bongomusikken på hvert gadehjørne er blevet en dejlig del af hverdagen, en ting ved Afrika jeg syntes giver en fantastisk stemning.
Ellers går vi lidt i venteposition mht vores guesthouse. Vi har fundet ud af, at huslejen er på 2400 om måneden, og eftersom det meste er til de samme priser som derhjemme, er det ret svært at leve for en SU. Derfor håber vi at Anthony snart finder noget permanent og billigere til os, da vi stadig bor i vores kufferter! Udover det, må jeg indrømme at jeg heller ikke ville være ked af at slippe for vores lejer, der i tide og utide går og synger kirkesange i falset op og ned af gangene. Derudover er tanken om, at de forhenværende studerende gav 1400 om måneden, lidt et irritationsmoment. Men men- TIA, this is africa, man får med tiden en ekstrem tålmodighed og overbærenhedJ
Netop denne tålmodighed blev sat på prøve ved mødet med deres hospitalssystem. Efter at have været syg i halvanden uge, og ikke kunne spise noget, måtte jeg en tur forbi lægen. Anden gang, andet hospital var efter et fald hvor mit ben sov, foden knækkede til siden, og jeg måtte på hospitalet igen. Tingene forgår lidt anderledes end derhjemme, derfor har jeg nu været på hospitalet 4 gange og skal forbi igen mandag for at tjekke røntgenbillede af foden. Man sendes rundt 10 forskellige steder, og efter hvert sted, får man en kvittering man skal tilbage til receptionen og betale, som enten syg eller etbenet er dette system lige til at blive lettere sindssyg afJ derfor er jeg også stort taknemmelig for at have de tre dejlige piger der hjælper mig!!!!

Så oplevede jeg også mit første møde med racisme i denne uge. En mand kom uopfordret hen til os og råbte at vi var nogen fucking hvide og at vi skulle skrubbe ud af hans land og at han aldrig ville se os her igen. Første gang vi mødte ham, kiggede vi bare mærkeligt på ham, men lagde ikke mere i det. Anden gang var vi ret mange sammen da han kom, og gav præcis samme tur og råbte af os inden han gik videre. Drengene fra Århus seminarium, sagde de også havde mødt ham tidligere samme dag, og oplevet præcis det samme. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når man på egen krop oplever at blive hadet for sin hudfarve. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kom hen med så meget had. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor det mon kommer fra. Om det er et generelt had til hvide, eller om han har oplevet noget, der gør at han hader os. Jeg kommer hvertfald til at tænke, at der må være mange hjemme i danmark, der har det rigtig svært- kun på grund af deres hudfarve!

Det var alt fra mig denne gang. Der er desværre lidt langt mellem opdateringerne, både på grund af problemer med internet( hvilket ikke bliver et problem fra nu af:)), men pt på grund af en forstuvet fod:D

Fredag d. 3 februar

Nu er de andre danske studerende kommet, hvilket betyder at vi er ca 17 studerende der også bor på guesthouset. vi har desværre fundet ud af at de har sat huslejen op, så vi er nødt til at flytte! Er efterhånden lidt træls at bo i min kuffert uden at ´kunne komme på plads.
derudover har vi haft en rigtig go dag! vi fik lov at sove lidt længe, hvorefter vi mødtes med Anthony der viste os rundt på den skole han arbejder på- når han altså ikke bruger tid på os:) det var rigtig spændende at opleve hvordan deres skoler fungere her. alle eleverne var meget interesserede i os, og samtidig meget åbne og snaksaglige. Mens vi var der skulle de stemme om nye præfekter på skolen. efter alle havde stemt samles alle i den lille gård, mens der blev talt op. efter det holdt en lærer stemmesedlerne op og de talte i kor. 1 havde åbentbart fået rigtig mange stemmer(over 100) og optælningen gik pludselig over i sang. de er bare vildt rytmiske og klappede og sang mens de talte- vi var helt overvældet!
efter besøget på skolen, kørte vi ud til Autism center, hvor jeg skal i praktik. Helt fantastisk sted. alle der arbejder der virkede meget entusiastiske og dedikerede til deres arbejde. hvert barn har en "caregiver" der både kan være familiemedlem eller pædagog. De bruger også pictogrammmer for at stukturere børnenes dag og gøre den mere overskuelig ligesom vi gør i danmark. jeg glæder mig især over at der er så meget overskud og personale til hvert barn- i modsætning til i danmark hvor normeringen er en helt anden! jeg starter på mandag og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang og følte mig meget velkommen under besøget. hvilket betød at jeg automatisk følte mig bedre tilpas og havde lyst til at gå rundt og snakke med alle, sige hej og møde de børn der var der, så det var alt i alt en rigtig go opllevelse.
fortsættelse følger, og efter mandag vil jeg også begynde at se nærmere på mine læringsmål